På tværs af årtusinder er mennesker stadig mennesker
Historien er menneskets kolossale erfaringsrum, hvor det meste bliver glemt igen. Vi husker kun i mands minde, det vil sige efter tre generationer er begivenhederne udviskede og ofte helt glemt – medmindre det bliver skrevet ned og gemt. Men historien viser sig voldsomt nærværende i enkelte arkæologiske øjebliksbilleder, og et af de mest slående tilfælde er den romerske provinsby Pompeji, som blev dækket af et altødelæggende lag af aske fra den nærliggende vulkan Vesuvs udbrud i år 79. Byen blev begyndt genudgravet i 1700-tallet, og en fjerdedel mangler stadig den dag i dag at blive udforsket. I de sidste 300 år har oldtidsbyen inspireret og forfærdet en hel verden med dens detaljerede kunst, arkitektur og katastrofale begravelse af et helt samfund.
Den 25. august i år 79 faldt askeregnen stadig over den middelstore romerske provinsby, hvor arkæologerne anslår at op mod 30.000 mennesker boede og levede et helt normalt hverdagsliv. Mange nåede at flygte, da vulkanens rystelser tog til, men i byen har arkæologerne efterhånden blotlagt omkring 1100 lig, der blev fanget i vulkanens inferno af brændende aske.
En kvinde blev fanget i det dybe askelag, mens hun stadig holdt