Kan vi gøre feminismen bedre ved at gøre den mindre hvid?

Mainstreamfeminisme er, og har altid været, for hvide kvinder og piger. Således kunne den blive indlejret i medierne, i vores forbrugsøkonomi, vores krige, politiske diskurser og meget mere. Hvid feminisme har været den dominerende kraft for længe, og det er på tide, at vi afmonterer den. Sådan argumenterer borgerrettighedsadvokat Rafia Zakaria i sin nye bog Against White Feminism: Notes on Disruption. 

Allerede på bogens første side understreger Zakaria, at hun med betegnelsen hvid feminisme ikke retter pilen mod enhver hvid feminist. Mere specifikt retter kritikken sig mod den hvide feminist som mere eller mindre bevidst undgår at forholde sig til det hvide privilegium, der har smittet af på og defineret feminismen, som den ser ud i dag.  Zakaria beskriver hvid feminisme som følgende: 

»A white feminist may be a woman who earnestly salutes the precepts of intersectionality, but fails to cede space to the feminist of colour who have been ignored, erased, or excluded from the feminist movement.« 

Kort sagt: folk der udadtil har alle de rigtige holdninger, men som selv ikke formår at leve op til dem i praksis. Den manglende anerkendelse af den afgørende betydning hvide privilegier spiller er, ifølge  Zakaria, grundlæggende for definitionen af en hvid feminist.

Der er en bemærkelsesværdig spænding mellem velmenende, til tider opportunistiske karrierefeminister, og så dem, der har oplevet konsekvenserne af patriarkatet og den hvide feminismes forrang på egen krop. 

Man behøver altså ikke være hvid for at ligge under for kendetegnene ved hvid feminisme. Det er også muligt, hævder hun yderligere, at være hvid og feminist og stadig ikke være en hvid feminist i den forstand, Zakaria kritiserer. 

Ifølge Zakaria er hvid feminisme et verdenssyn med nogle forankrede antagelser, der centrerer hvidhed og anskuer vestlige værdier som overlegne. De bekymringer og den vrede, som hvide feministers opgør kommer af, gøres universelle i det feministiske projekts navn. Denne universalisering af hvide feministers bekymringer som værende alle feministers bekymringer, er blevet en succesrig global eksportvare, og prisen for det betales af brune og sorte kvinder. 

Det er opløftende endelig at læse et akademisk værk, der kan underbygge de argumenter, vi er nogen, der prøver at sige højt - så højt som det er muligt, når man gebærder sig i udpræget hvide rum. 

For Zakaria er der en bemærkelsesværdig spænding mellem velmenende, til tider opportunistiske karrierefeminister, og så dem, der har oplevet konsekvenserne af patriarkatet og den hvide feminismes forrang på egen krop. Dem med de levede erfaringer. Selv befinder Zakaria sig i spændingsfeltet mellem de to verdener.

Som 17-årig indvilligede hun i et skæbnesvangert arrangeret ægteskab med en pakistansk-amerikansk mand, der var 13 år ældre end hende, fordi han lovede hende muligheden for at gå på college i USA. Da hun forlod ægteskabet med sit lille barn syv år senere, var hendes første stop et krisecenter. 

Oplevelsen med at bryde ud af et voldeligt forhold og navigere i et krisecentersystem var formativ for hendes forståelse af, hvad det betød for en kvinde at kræve magt. Problemet er ifølge Zakaria, at der ikke er plads til at bringe de konkrete erfaringer, hun har, ind i diskussionerne om feminisme i hendes professionelle liv. Den hvide feminisme er ikke vild med konkrete erfaringer med undertrykkelse. Måske fordi de hvide feminister ikke har oplevet den i samme grad? 

Når Zakaria færdes i den akademiske verden og NGO’er, fornemmer hun, at disse forhold i hendes levede liv, i hvide kvinders øjne, diskvalificerer hende som “rigtig feminist”. Rigtige feminister er jo frigjorte, bor ikke på krisecentre og lever ikke  i arrangerede ægteskaber. Men det er ikke sandt. Selvfølgelig kan hvide feminister også ende i voldelige forhold. 

Forskellen er, som Zakaria beskriver den, ikke så meget overgrebenes karakter eller voldsomhed som den ”kulturelle kodning”, der lægges ned over det, brune og sorte kvinder udsættes for. Man må antage, at erfaringen af vold i hjemmet er lige slem, uanset om man er hvid eller brun. Men vold i hjemmet blandt brune eller sorte par, har tendens til at blive set som et udtryk for ”gruppen” eller ”kulturen”, mens den vold, der forekommer blandt hvide par, ses som en individuel forbrydelse, begået af ét afvigende tilfælde. 

Problemet ligger derfor også i, at den velmenende hvide kvindes gode intentioner ender som omkostninger for den anden kategori af kvinder. 

Kritikken i Against White Feminism er så omfattende, at den til tider føles for gennemgribende til at være konstruktiv. Men man må give den, at dens projekt, nemlig hidkaldelsen af  en feministisk bevægelse, der er mindre selvtilfreds og sikker i sin magt, men mere nysgerrig på forskellene i kvinders erfaringer, og mere generøs og ekspansiv i sin rækkevidde - grundlæggende er værd at kæmpe for. 

Zakaria er primært optaget af nedarvede magtstrukturer, og hvad hun ser som opdelingen mellem de kvinder, der skriver og taler feminisme og kvinderne, der lever den. De kvinder, der har en stemme kontra kvinderne, der har erfaring; dem, der laver teorierne og politikken og dem, der bærer ar fra kampen, som hun formulerer det. 

Der eksisterer i vid udstrækning, ifølge Zakaria, en opdeling mellem  hvide middelklasseeksperter og sorte og brune kvinder, kvinder fra arbejderklassen, immigranter, minoriteter og transkønnede kvinder. Der er ikke mangel på overbevisende eksempler på glemte eller oversete feminister i den anden kategori. Zakaria forsøger ikke at eliminere hvide kvinder fra feminismen; det er en eliminering af 'hvidhed' fra feminisme, i den forstand, at hvidhed har været synonymt med dominans og udnyttelse.

Problemet ligger derfor også i, at den velmenende hvide kvindes gode intentioner ender som omkostninger for den anden kategori af kvinder. Det kommer til udtryk i form af den plads, de hvide feminister optager, og den latente paternalisme i måden, hvorpå de kæmper for at beholde den hvide feministiske frelserrolle for sig selv. Koger man det ned, er det i virkeligheden en simpel intersektionel pointe Zakaria fremfører: 

»The assumption that women of colour and white women all stand at the same disadvantages against men is flawed. All white women enjoy white racial privilege. Women of colour are affected not simply by gender inequality but also racial inequality.«

Denne opdeling er også tydelig i mit eget liv, når det kommer til samtaler om racisme og om, hvordan man er en allieret. Mine hvide venner kan læse om racisme, og sågar skrive phd’er om racisme, men de vil aldrig vide, hvordan racismen egentlig opleves.

Betyder det, at de ikke kan være allierede? Nej. Men de er nødt til at gøre plads til, at den levede erfaring er lige så værdifuld som deres professionelt tillærte. Det betyder, at vi er nødt til at udjævne magtforholdet mellem den hvide feminist, der har gjort karriere i anti-racisme og den brune/sorte person, hvis erfaringer kun bliver set som case. For ifølge Zakaria er feminisme blevet reduceret til et brand. Hendes arbejde for at gøre det til en bevægelse igen vil kun lykkes, hvis vi tager samtalen om race inden for feminismen, og således gør feminismen mindre hvid.