Den historiske vold størkner som gips

I en central scene i den amerikanske forfatter og racisme-tænker Claudia Rankines nye bog, Just Us, er vi sammen med forfatter-jeget og hendes hvide veninde i teatret. Stykket, Fairview, handler om race i Amerika. På et tidspunkt byder en skuespiller den del af publikum, der kan kaldes hvide, til at indtage den blegklædte scene. Det ikke-hvide publikum skal blive siddende som publikum sammen med de sorte skuespillere, der rykker ned fra scenen, det skaber uro, en mand blandt publikum siger, at det er »fucked up«, men underlægger sig alligevel situationen og bevæger sig op på scenen, som fyldes med hvide mennesker, de bliver reduceret til flok, det hvide blik, the white gaze, sættes til skue.

Veninden, der er præsenteret som progressiv, spiller ikke med, hun bliver siddende. Hvorfor gør hun det? Rankine føler sig forrådt, afvist og forvirret, situationen truer med at ødelægge deres venskab, de forstår ikke hinandens reaktioner. Men Rankine bliver ikke ved oplevelsen af forræderi og sin lyst til at stikke af – hun analyserer situationen, skriver sin reaktion igennem, viser teksten til sin veninde, der så svarer med en tekst, et dokument, der også fremlægges