Når ”det man siger, er man selv” er så sandt, som det er sagt, men aldrig maskulint nok
I Topekaskolen får man kun én konkret, og for romanen symptomatisk, kryptisk ledetråd til at gætte, hvad topekaskolen dækker over. Man får det indtryk, at den ikke så meget giver færdigheder udi engelsk og matematik, men derimod skoler én ind i et særligt system; den verdensorden, der hersker i Topeka, en provinsby i Kansas, USA, som vel egentlig ikke adskiller sig fra andre provinsbysordener i de Forenede Stater.
I Topeka ligner husene så meget hinanden, at hovedkarakteren Adam, da kæresten Amber pludselig en sen aften forsvinder fra hans selskab, tager tilbage og leder efter hende i det, han tror, er hendes families hus. Først ude på badeværelset, går det op for ham, at han befinder sig i et fremmed hus. Han rammes af følelsen af at være i »samtlige huse rundt om søen på én gang; de identiske grundplaners sublime samtidighed.«
Og netop samtidighed og gentagelse spiller en stor rolle i Topekaskolen, der skildrer frygten for at skille sig ud i en lille provinsby, hvor man er en svans, hvis man ikke kører bil, hvor en kristen sekt bedriver munter homofobi på byens gadehjørner, og hvor de »forta