Der skal andre lyskilder til
Vaccinen mod corona-virus er et lys i mørket. Sådan lyder det i øjeblikket fra flere sider, bl.a. fra statsministeren, der fremhæver vaccinen som en kilde til håb om en ”mere almindelig hverdag”. Biotekselskaberne kalder allerede vaccinerne for en ”sejr for videnskaben”, der understreger og cementerer styrken ved det naturvidenskabelige erkendelsesparadigme, som i altovervejende grad dominerer samtidens offentlige diskurser. Aldrig har videnskaben gennemført så omfattende eksperimenter så hurtigt. Aldrig har man opnået så store resultater så hurtigt, og det er selvfølgelig glædeligt.
Men med fare for at lyde som en humanistisk lyseslukker: vaccinerne kan muligvis tæmme pandemien som en biomedicinsk sygdom, men vaccinerne kan ikke af sig selv lindre de erfaringer af angst, tomhed, ensomhed og meningsløshed, som mange har gennemlevet i corona-året 2020.
Pandemiens konsekvenser beskrives ofte som noget, der vedrører udvendige, håndterbare og sociale forhold: adfærd i offentligheden, åbne-lukke-tider, socialt samvær, økonomiske strukturer. Pandemien har imidlertid også indvendige, uhåndterbare og individuelle konsekvenser, hvad der konkret ses ved, at flere og flere oplever eksistentiel angst. Det vil sige angst som ikke kan reduceres til en fobi for et bestemt objekt – angst som i bund grund ikke kan forklares ud fra en snæver videnskabelig fortolkningsramme eller behandles som en sygdom, man skal have til at gå væk
Pandemien har på et eksistentielt plan bevirket, at vi er kommet i kontakt med livsgrundlaget: spørgsmål om liv og død, angst, ensomhed, meningsløshed. Disse negative, uomgængelige erfaringer er trådt frem i fraværet af lyset fra normaltilstanden: måske har man mistet nogen, man stod nær, måske er man blevet fyret fra sit arbejde, måske sidder man i hjemmekontoret og stirrer ud ad vinduet, måske er man ensom, som aldrig før, måske man er begyndt at spørge sig selv om, hvordan man egentlig gerne vil leve sit liv. Vaccinen er uden tvivl en videnskabelig landvinding af rang, hvis den viser sig at kunne inddæmme pandemien, men vaccinen kan ikke gøre det ud for håbet alene: den eksistentielle angst forsvinder ikke, fordi vaccinen udstyrer os med antistoffer, der bekæmper sygdommen i kroppen.
Pandemien har på et eksistentielt plan bevirket, at vi er kommet i kontakt med livsgrundlaget: spørgsmål om liv og død, angst, ensomhed, meningsløshed.
Indimellem får man det indtryk, at corona-årets erfaringer af sig selv forsvinder, når vaccinerne først er distribueret, når samfundet begynder at blive ”normalt” igen. Når re-reetableringen af normaltilstanden er ført igennem, skal vi nok få det godt. Økonomien kan genoprettes, kulturlivet kan åbne på ny, vi kan begynde at se hinanden, som vi gjorde før virussen tog fart. Måske kan vi igen rejse til Thailand i sommerferien. Men hvad nu, hvis corona-året har sat sig så markante spor i vores erfaringshorisont, at vi ikke kommer tilbage til et liv uden angst på trods af normaltilstandens tilbagevendelse? Hvad skal håbet kompletteres med, hvis lyset fra vaccinens laboratorier ikke rækker i længden?
Svarene på disse spørgsmål ligger udenfor videnskabens domæne, udenfor det herskende naturvidenskabelige og økonomisk-rationalistiske erkendelsesparadigme. Der skal andre lyskilder til – lyskilder, der ikke giver mekaniske eller biomedicinske svar på livsgrundlagets gåder, men som holder tilværelsens smertepunkter åbne i et æstetisk særsprog, i digteriske formforvandlinger af livets grundlæggende erfaringer.
Litteraturen er en sådan kilde til lys, indsigt og intensitet; litteraturen har kapaciteten til, med et udtryk fra den tyske ny-fænomenolog Hermann Schmitz, at »gøre menneskers virkelige liv begribeligt for dem«. Måske først og fremmest ved at angive, at vi ikke kan komme udenom de negative sider af tilværelsen, som normaltilstanden synes at afskærme os fra. Litteraturens lys er ikke klinisk og altgennemtrængende som lyset fra laboratoriet, og det lover hverken håb eller helbredelse. Litteraturens lys er et æstetisk modlys, der tvinger os til at se rædslerne i øjnene og som afslører illusionerne om et angstløst liv i samfundshjulet. Det gør os opmærksom på, at der, som A.G. Baumgarten fremhævede i oplysningstidens 18. århundrede, findes områder af sjælen, som ikke lader sig oplyse videnskabeligt, fordi deres dunkelhed i sig selv er forudsætningen for, at der findes klarhed.
Et oplagt eksempel på litteraturens negative, men genskabende kraft finder man i Inger Christensens systemværk alfabet fra 1981. Dette værk blev skrevet i en periode, der bar præg af den kolde krig, angsten for den endegyldige atomudslettelse samt den økologiske apokalypse i form af den tiltagende, globale naturødelæggelse. En krisetilstand, der ikke er ulig den, vi oplever i dag, når man medregner klimakrisen som eksistentiel trussel. I essayet Sne fra samme år, skriver Christensen om, hvordan angsten tog form dengang:
»Vi er nu så bange, at vi ikke mere er bange, men alligevel breder angsten sig, stenagtig grå, og må nærmest kaldes sorg. Vi ser, hvad der sker, og vi glæder os over det, der ikke sker. Angst er altså blevet en underlig unyttig følelse, fortrængt, uanvendelig, og hen over disse kaotiske brokker af en angst, der engang var til nytte i samfundet, har sorgen nu bredt sig. Fremtiden er begravet, og arbejdet med at forvandle sig selv fra én af de sørgende til én af de overlevende eller bare levedygtige er knap nok begyndt.«
Christensen indrammer en sorglignende angst, som har bredt sig og som er blevet en underlig, unyttig følelse. Angsten er blevet så omfattende, at man ikke mere er bange, men alligevel breder angsten sig – en karakteristik, der nemt kan jævnføres med angsten i corona-året, hvor fremtiden ligeledes har fremstået som »begravet«, og hvor arbejdet med at forvandle sig fra én af de sørgende til de overlevende eller bare levedygtige endnu ikke for alvor er begyndt.
I alfabet sætter angsten sig derfor også som en erfaring, der lammer menneskeheden i tavshed, sorg og sprogløshed. Der optræder et særligt lys, der kommer fra atombombens ild. I et af digtene hedder det: »som badet i et hvidkalket, gudsforladt lys, dette giftige, hvide, forvitrende digt«. I den sammenhæng er det værd at nævne, at lysmetaforen har en lang idéhistorie, der går tilbage til antikken. I middelalderens filosofi brugte man begrebet lumen naturale (’det naturlige lys’) til at betegne den erkendelse, der beror på den menneskelige fornuft fremfor den guddommelige åbenbaring eller nåde (’lumen gratiæ’).
Litteraturens lys er ikke klinisk og altgennemtrængende som lyset fra laboratoriet, og det lover hverken håb eller helbredelse. Litteraturens lys er et æstetisk modlys, der tvinger os til at se rædslerne i øjnene og som afslører illusionerne om et angstløst liv i samfundshjulet.
Hos Inger Christensen er lyset hvidkalket og gudsforladt, det vil sige, at det er et non-metafysisk lys, der er fremkaldt af den menneskelige fornuft, en moderne og katastrofisk udgave af middelalderens lumen naturale. Det afgørende er her, at det lys, som den menneskelige fornuft har frembragt, er et destruktivt, de-naturaliseret lys. Det lyser verden op i gudsforladthed, forvitring og sorg. Det lyser ikke verden op i glæde og håb. Det hvide, giftige lys lyser verden op i angst. Verden bliver badet i angst i lyset af den fremtidige katastrofe: atomudslettelsen.
Ikke desto mindre figurerer angsten i værket også som en erfaring, der genskaber sproget og verden. Jeget i digtene accepterer, at det skal dø i den økologiske apokalypse, og det er en accept, der bortvejrer angsten og genvækker skriften: »som en indslæbt grå/ papegøje på en vatbåd/fra nogens plantage/vil jeg leve fra i dag (…) sådan vil jeg leve; /med min egen lille fine/halveringstid inderst i/hjertet; sådan vil jeg dø/jeg har lært jeg skal dø«. Den truede natur sammenholdes med den truede menneskelige bevidsthed, og det gør afslutningsvis jeget i stand til at fremkalde håb gennem det poetiske sprog: »læg ordene til, men lad/tingene ligge/se/ med hvilken lethed/de selv finder læ/bag en sten; se med hvilken lethed de/lister ind i/dit øre og hvisker/til døden om at gå«. Angsten sætter sig i digtet som en bøn om et almindeligt liv og som et genskabende princip. Når det lyriske jeg nærmer sig betydningens ophør som en følge af den lammende sorg over den kriseramte verden, bevæger digtene sig videre gennem sammenligninger, gennem poesiens særsprog.
Det er en fremstilling af angsten, som er sammenlignelig med den tyske filosof Martin Heideggers udlægning af begrebet. Det er fundamentet i Heideggers analyse af angsten, at den viser os, at den betydningssammenhæng, vi indgår i ikke er stabil og permanent, men netop ustabil og permeabel – blot én måde at udlægge det værende på. Angsten får sammenhængen til at bryde sammen, men åbner også for en ny måde at forstå den fortolkningsramme, vi indgår i.
Det er en indsigt, som litteraturen kan bidrage til at fremmane. Det er værker som Christensens alfabet, der kan udvide horisonten i den verserende overgang fra sorg til håb, fra krise til lindring, fra mørke til lys. Håbet beror imidlertid ikke på en blind tilbagevendelse til normaltilstanden, for denne tilbagevendelse garanterer ikke, at angsten, sorgen og ensomheden forsvinder. Håbet beror på erkendelsen af de negative erfaringers uomgængelighed. Det er den tragiske lære af litteraturens negative humanisme: digtningens hvidkalkede, forvitrende lys.
