Ingen luft i luften
En dag i sommeren 1993, da det var blevet »overgangsløst varmt,« vågnede forfatteren Péter Nádas op i sin lejlighed i Budapest og mærkede, at noget ikke var »som det burde være.« Men han skød det hen; »jeg havde ting at gøre i byen og begav mig på vej,« som han langt senere skrev.
Om formiddagen mødtes Nádas med en kvinde på Café Gerbeaud, en Gründerzeit-café med grønt læder, mahogni, guldindfatninger, facetslebet krystal i rige mål. Bagefter hentede han trykark fra sin forlægger – der allerede næste morgen skulle foreligge gennemsete, korrigerede. Han bevægede sig gennem byen, nedsænket i tæt sommerhede. Nádas steg på en sporvogn. Det blev middag.
»Prægtigt vejr, fortalte jeg mig selv, men min krop strittede imod. Så ofte som muligt gik jeg over på den side af gaden, der henlå i skygge.« Han gik på restaurant. Bestilte frokost, svampesuppe, men kunne ikke spise noget. Han drak et glas rødvin og røg en cigaret, tavst, og tænkte: Luften er uden luft. Det blev eftermiddag. Nádas tog til tandlæge.
Svedende i stolen, dryppende, med skjorten åbentstående: Tandlægens assistent duppede ham. Bagefter tog han en taxa hjem. Kabinen lugtede af billig tobak, sved og deodorant. Jeg må hjem, hvile mig, tænke han, rullede ruden ned. Der er ingen luft i luften. Og hele tiden: En »uhyggeligt kraft« pressede indefra mod brystbenet. Smerten i højre skulder, tiltagende.
Men hvordan så det ud, Nádas’ forfatterskab, før det opnåede sin nuværende, ja, kanoniske status?
Senere samme dag faldt Péter Nádas om på grund af et hjerteinfarkt. Han døde, 51 år gammel. Efter lidt over tre minutter genoplivedes forfatteren, lykkeligvis, og efterfølgende beskrev Nádas det hele, optakten og selve dødserfaringen, i teksten Egen død (2001). Ligesom han efterfølgende skrev to hovedværker, ikke bare i forfatterskabet, ikke bare i ungarsk, men i europæisk litteratur: romanen Parallelle historier (2005) og selvbiografien Lysende detaljer (2017).
Men hvordan så det ud, Nádas’ forfatterskab, før det opnåede sin nuværende, ja, kanoniske status, før det var et egentligt forfatterskab, da det endnu var en ansats, en førstning, et forsøg?
Péter Nádas debuterede som 19-20-årig, i 1962, med kortromanen Bibelen (A Biblia). Fortællingen begynder – ironisk-symbolsk – i en have; vældig, henliggende i stilhed, omgiver den et herskabeligt hus prydet facadeornamenter, nærmest et landsted, taktfuldt placeret bag tykstammede graner, prydebuske og stenhøjplanter – placeret af den forhenværende, nu, under kommunismen, fortrængte ejer. Fra vinterhaven kan man øjne silhuetten af Budapest. Haven og huset udgør, med en enkelt, meget væsentlig undtagelse, romanens kosmos. Her driver Gyurka, fortælleren, der ser tilbage på sine sene drenge-, spæde teenageår, omkring.
De ligner hinanden, dagene, ensomme, tomme, men også åbne, mulighedssvangre. Forældrene er fraværende det meste af tiden, optagede af arbejde i det kommunistiske statsapparat. Bedsteforældrene, der også bor i det grandiose hus, opholder sig mest for sig selv, på deres kammer.
Gyurka begynder at mødes med naboens datter, der, igen ironisk-symbolsk, hedder Eva. Hendes far er en højtstående apparatjik; deres hus er større, haven også. Eva og Gyurkas leg udarter til en slags før-erotisk, ja, før-syndefaldslignende ømhed. Ømheden bliver til kys. For brat og brutalt at afbrydes af fjendskab og trusler – Evas vil gøre sin fars magt gældende overfor Gyurka. Herefter bliver drengens ængstelighed, i begyndelsen uudfoldet og snigende, mere og mere åbenbar – og mere og mere altfavnende: angsten virker både eksistentielt og politisk betinget, som en personlig og kollektiv tilstand, som følge af en latent, hele tiden nærværende vold.
Forældrene er fraværende det meste af tiden, optagede af arbejde i det kommunistiske statsapparat.
Bibelens centrale hændelse, og den egentlige årsag til værkets drilske titel, er husholdersken Szidikes ankomst. Hun er sytten år og kommer fra fra landet – med grove og bondske manerer. Det er imidlertid ikke det mest opsigtvækkende: Hun bærer kors. Det er blot som smykke, forsikrer hun, hvilket Gyurka må efterprøve. Derfor finder han en bibel i forældrenes bogreol – en bibel, som under krigen er indgået i distributionen af illegale flyveblade. Gyurka tager bibelen med ud i køkkenet og river den i stykker for øjnene af Szidike, som, bestyrtet og grædende, tager bogen fra ham og gemmer den på sit kammer.
Hun er altså religiøs, noget forældrene hverken begriber eller kan tolerere. De er kommunister, er sekulære, urbane, moderne, men også repræsentanter for et nyt borgerskab. Szidikes opdukken udstiller, hvordan klasseforskellene og privilegier, består i det klasseløse samfund. Og en dag er hun forsvundet. Gyurkas mor insisterer på at opsøge hende – med Gyurka i embedsbilen.
Bibelen kan oplagt læses politisk. Som en hudfletning af den stalinistiske Rákosi-tid, af systemets hykleri. Som en udstilling af totalitarismens altgennemtrængende, voldelige væsen, og forkrøblende virkning, følelsesmæssigt og intimt. Sådan blev værket, der stilistisk er skrevet i før-kommunistisk romantradition – især Dezsö Kosztolányis klassiker Anna Édes (1926) om en tjenestepige, der kommer til Budapest og lider en krank skæbne, har været et forbillede for Nádas – også læst. Bibelen »vakte stor opsigt« og afstedkom »en tydelig advarsel« fra den kommunistiske censur, har Nádas fortalt.
Det var »en konfrontation med min egen klasse,« har han sagt, »en kritisk afgrænsning,« som fremstiller »den gammelkommunistiske nomenklatur som en ny herskende klasse.« Ligesom romanens forældrepar havde Nádas’ været aktive i den kommunistiske modstandsbevægelse under krigen. Ligesom de også, efter krigen, blev en del af det nye embedsmandsaristokrati. Den politiske konfrontation, værket indebærer, smelter sammen med den personlige. Alligevel fordømmer Nádas ikke forældrene, begge med jødisk baggrund og levende med »hjerterne fulde af døde,« som han skriver i Lysende detaljer, hvor de er portrætteret, fintfølende og bevægende.
Bibelen er dog ikke kun et politisk værk. Om grunden til han begyndte at skrive, har Nádas sagt: »Jeg tror, jeg blev visuelt forført.« Også det fornemmer man i Bibelen. Værket er skrevet med samme sensibilitet, samme beskrivelses- og observationskraft, som de senere, mere berømte værker. Om end den, sensibiliteten, forekommer mere intuitiv end i de senere værker, synes den at stræbe efter det samme. Som Nádas sidenhen har formuleret det: at nå »en slags ren iagttagelse.«
Værket er skrevet med samme sensibilitet, samme beskrivelses- og observationskraft, som de senere, mere berømte værker.
»Jeg fik den tanke,« fortæller han, »at enhver kan føle dette her, hvis han eller hun accepterer denne følelse eller fornemmelse. Og når jeg bevæger mig på dette niveau, så er der ikke andre end mig, og alligevel er det ikke mig længere. Det er en følelse af befrielse for dette forbandede jeg som gør mig nedstemt. (…) Jeg ville simpelthen befri mig for denne politisk baserede kollektivisme.«
Nádas søger, med andre ord, ikke kun at udstille det politiske kollektivs fallit, den personlige nedbrydning, han søger at skrive muligheden af en anden kollektivitet, en forbundenhed, der ikke er defineret ved en bestemt politisk idé, frem via Gyurkas (tilbage)blik, en kollektivitet, der viser sig som sanse-lighed. En fælles sanselig iagttagelsesevne altså, hinsides kulturelle sammenhænge og politiske abstraktioner, som gør os åbne, forundrede, omsorgsfulde, ja, men også sårbare, receptive for den vold, der er omkring og i os.
Et år efter Bibelens udgivelse, efter at Prag-opstanden var blevet slået ned, i 1968, gik Nádas, der på udgivelsestidspunktet arbejdede som fotojournalist, på orlov. Nádas indlogerede sig hos en bondefamilie, skrev Slutningen på en familieroman (1977) og vendte aldrig tilbage. I tiden efter skrev han Memoirernes bog (1986), en bog, som Susan Sontag udråbte til »den største roman, skrevet i vor tid.« Allerede her kunne Nádas være europæisk kanon. Efter sin død, sin genoplivelse, og de hovedværker, der fulgte, er han ubestrideligt blevet det.
