Kroppens tempel
Mit lokale træningscenter har ingen reception. Jeg bipper mig ind uden at møde en eneste repræsentant for den virksomhed, hvis service jeg benytter. Der er ingen velkomst eller imødekommende service-smil. Kun en dobbeltdør, der åbner, såfremt jeg står rigtigt på måtten og har en fungerende QR-kode på min smartphone.
Det første, der møder mig i centeret, er påmindelsen om, at virksomheden, selv om de ikke har en repræsentant på gulvet, holder øje med mig. Tre skærme med overvågningskameraer, der live-streamer billeder af mig, der kigger på skærmene, mens jeg bevæger mig mod omklædningsrummet.
Ligesom alle de øvrige gæster møder jeg som regel op med mine hovedtelefoner over ørerne. Centeret spiller musik, som ikke findes ude på den anden side, og når jeg en sjælden gang ikke har mine støjreducerende lyttelåg på hovedet, kan jeg godt lide at lytte rigtigt efter og bide mærke i den. Det er tydeligvis ikke meningen. De spiller en slags b-musik, kælderproduktioner i GarageBand og rene kopinumre af kendte hits, som tilsyneladende undslipper søgsmål.
Det er hårdt arbejde at genforene krop og hjerne, men det er bedre end at lade være.
Jeg