Det er en mærkelig realisme, men det er også en mærkelig virkelighed
Tidsrejser. Aliens. Rumrejser. Intergalaktisk krigsførelse. Avanceret teknologi og kunstig intelligens. Vi kender temaerne, og vi kender genren, når vi møder den: science fiction. En genre, der holder et spejl op foran os og viser, hvor vildt det hele kan blive.
Historisk optræder genren som en nichegenre, der gennem det 20. århundrede særligt har været dyrket i magasin- og tegneserieverden og sidenhen af Hollywood. Ligeledes er den blevet hyldet af en dedikeret fanskare med smag for action og visuelt fængende universer. Og måske netop på grund af disse genretræk har science fiction historisk lidt samme kranke skæbne som krimien: den totale eksklusion fra det finere litterære selskab.
Men i dag er science fiction ikke længere en genre, der bliver set ned på. Især inden for de seneste år har vi set en bølge af sci-fi-udgivelser på den litterære scene i Danmark fra forfattere som Olga Ravn, Lars Skinnebach, Peter Adolphsen, Ursula Andkjær Olsen og Jonas Eika. Det har fået litteraturkritiker Mikkel Krause Frantzen til at formulere et opråb til landets litterære institutioner, som han mener er bagud i forhold til udviklingen. Kritikerne og litteraterne har ganske enkelt