Man tror, man kender folk
»En glimrende, lille debut. Næste gang skriver han måske en rigtig roman«. Sådan lød det patroniserende, og med hvad der lignede et forudindtaget forbehold, i Tue Andersen Nexøs Information-anmeldelse af Kristian Bang Foss’ debut Fiskens vindue fra 2004. Og anmelderen fortsatte ud ad samme tangent. Han gjorde det klart, at hvis man læste efter spændingskurver, fremadskridende handling og opbyggelighed, så var det ikke Kristian Bang Foss’ prosa, man ledte efter. For godt nok var det talentfuldt, men det var ikke ”rigtig” prosa. Både her, men også på mange andre måder, så det ud som om, Nexøs anmeldelse kunne være blevet skrevet på forhånd. Den var som skåret ud af debatten om den litteratur, Forfatterskolens elever fik udgivet; at bøgerne var formbevidste stiløvelser, oftest uden krog i eller forbindelse til den virkelighed, elevernes litteratur skulle ud og være en del af.
Meget vand er løbet ud, løbet til og er blevet forplumret i den litterære andedam siden da. Hvis man troede, Kristian Bang Foss’ forfatterskab skulle forblive stiløvelser og udkast til større romaner – at den skulle blive ved med at leve op til den fordom, der blev skitseret i Nexøs anmeldelse –