Tankens lys
Den franske filosof Simone Weil blev optaget i den berømte eliteskole Ècole Normale Supérieure på samme tid som Simone de Beauvoir og forlod skolen med udmærkelse 1931. Men her hører alle ligheder også op. Beauvoir gjorde intellektuel karriere, Weil forblev en grænsesøgende marginalfigur, en såret intellektuel, der døde allerede som 34-årig i 1943. Hun var en social aktivistisk tænker drevet af et ønske om at afsløre især arbejderens lidelsesfulde sandhed. Hun var en grænsefilosof, der mente, at mennesket er fanget mellem en manipuleret verden og en længsel efter godhed og skønhed. Og så var hun en hjemløs kristen mystiker, der dyrkede en såkaldt kenotisk ydmygelse – en selvtømning af egen vilje i bøn for Gud. Simone Weil tænkte det menneskelige vilkår med et nøgent klarsyn, fri for idoler og udsmykning.
De ulykkelige har ikke brug for noget andet i verden end mennesker, der yder dem opmærksomhed
To parallelle spor løber gennem Weils forfatterskab, et politisk-filosofisk og et åndelig-eksistentielt, og det er umuligt at adskille hendes skrifter fra hendes liv. Hendes kald – at tage den lidende menneskeheds byrde på sig - gjorde hende
