Depression lugter af wienerbrød
På en af årets første efterårsdage sidder jeg på en cafe på Nørrebro og drikker en kop sort kaffe. Jeg læser en bog og nyder, at eftermiddagen ikke er fyldt op med arbejde, og at jeg kan give øjnene en pause fra den sitrende computerskærm. Efterårssolens særlige lys falder blødt ind gennem de store vinduesfacader. Der er en behagelig summen af stemmer på den lille cafe, og jeg undrer mig, da jeg mærker et sug af tristhed, som rammer abrupt og uden varsel. En mørk træthed dukker op, og jeg får lyst til at forsvinde. Mod min vilje er jeg blevet kastet tilbage til en lejlighed, som ligger oven på en bager i Nordvest, hvor jeg boede for år tilbage. Et mindevirvar opsluger mig, uden at jeg har kontrol over det.
Jeg ser op og får øje på baristaen, som sætter dampende kanelsnegle på en lille kageopsats. Er det lugten af nybagte kanelsnegle, der får mit hjerte til at krølle sig sammen? Hvorfor kastes jeg tilbage på en mental tidsrejse? Hvorfor er jeg med ét tilbage i en klaustrofobisk lejlighed med en dejæltende underbo? Jeg lukker øjnene et øjeblik og ser for mig, hvordan jeg ligger passiv på min grønne sofa, som lugter af wienerbrød, mens jeg selv lugter af wienerbrød, og tanken
