En følsom megaloman
Jeg har været svimmel op til ankomsten af Kanye Wests nye album ye, der droppede forrige uge. Ikke kun af fanabstinenser, men simpelthen fordi mine kæbemuskler var blevet trætte af at tygge sig igennem de mange, daglige nyheder med Kanyes navn i overskriften. Der har ikke været stille omkring ham, siden han vendte tilbage til Twitter i slutningen af april og gjorde sig uvenner med det halve af kulturverdenen. Han har sagt og gjort uhyrligheder, blevet fordømt og hyldet, forkastet og forsøgt forstået, men han er aldrig blevet tiet ihjel. Men i de minutter, hvor ye ramte internettet og alle måtte bruge de 24 minutter Kanyes nye album varer på at lytte, var der forfriskende stille. I de efterfølgende dage har der igen været murren i krogene, men denne gang er debatten musikalsk funderet, og det har været tiltrængt.
Jeg har været fan af Kanye West siden 2008, og jeg har af og til følt mig som en rodeocowboy på ryggen af en følsom megaloman. Det var i 2008, han på 808s & Heartbreak svøbte sin vokal i autotune og brugte effekten som et æstetisk greb, fremfor kosmetisk som var kutymen i popmusik. Der var noget, der talte instinktivt til mig, en sær