Lyden af oprør
Århus Nærradio var næppe en kilde til street knowledge. Der skulle i hvert fald læses mellem linjerne. Jeg var af den opfattelse, at hiphop var noget man dansede iført cykelshorts, indtil den dag i 1990, hvor den ellers så lunkne lokalradiofoni playlistede Public Enemys Welcome to the Terrordome. For en 10-årig dreng var det lyden af dommedag; en tone af tordnende nødvendighed, der øjeblikkeligt bum-rushede mit Milli Vanilli-show af et ungdomssind i en storstilet home invasion.
På dette tidspunkt vidste jeg ikke, at hovedbibliotekets kælder indeholdte en hemmelig vinduesskranke til permanent udlån, så min første affære med Fear of a Black Planet varede blot en måned. Selvom jeg ikke helt forstod, hvad frontrapper Chuck D prøvede at fortælle mig, eller præcis hvor hans vrede kom fra, forstod jeg udmærket at dette var mere relevant end Roxette, der for evigt blev lagt på hylden.
Public Enemys logo, som jeg genkendte fra skolens ældre drenges påstrøgne skulder- og rygmærker, troede jeg forestillede en betjent i et sigtekorn. Og ligesom en lang række konservative, omend voksne, medier i USA fejltolkede jeg gruppens konfronterende æstet
