Melankoliens ulidelige lethed
»I tell my love to wreck it all / Cut out all the ropes and let me fall,« lyder et par linjer fra det populære amerikanske folkrock-band Bon Iver. Med kærlighedskvaler som indsats, loves publikum adgang til et melankolsk tekstunivers af autentisk erfarede oplevelser af tab, mangel og længsel.
»Ingen god kunst uden melankoli,« erklærede melankolikeren Lars von Trier ved pressekonferencen for lanceringen af Melancholia. Melankolien har altid været dyrket i æstetikken, og den kontemporære poprock-musik ridder da også med på en bølge af smuk melankoli. Fra at være forbeholdt nicheprægede folk-musikere som Townes van Zand, Leonard Cohen, Nick Drake og Bob Dylan, er melankolien blevet hver mands eje, og den drysses behændigt ind over indie-rock-, folk- og popsange om ulykkelig kærlighed og ubærlig middelklassekedsomhed.
Der er en dekadence forbundet med at dyrke smerte og melankoli, for melankolien åbner op for et kunstnerisk rum af dimensioner, der rækker til at skildre store følelser i spektret af skuffelse, resignation, længsel og smerte. Og der er også et betragteligt publikum til smertefuld inderlighed sat på molakkorder. Folk vil slynges helt ud i
