Sjælen er det, der kan ses

Mennesket glimrer ved sit fravær i den finske forfatter Leena Krohns gennembrudsværk fra 1985, Tainaron, breve fra en anden by, der nu for første gang kan læses på dansk. I den antropocæne tidsalder, hvor menneskets destruktive indflydelse på kloden, om ikke signalerer, så i hvert fald kraftigt antyder vores arts undergang, kan Tainaron læses som et opgør med det antropocentriske verdensbillede. Krohns roman er nemlig et antropologisk fantasieksperiment, der udforsker et univers befolket af bevidste insekter og planter, hvor livet bevæger og udvikler sig efter en intern logik, der på samme tid er velkendt og dog stadig helt fremmed fra vores egen verden.

Romanen er skrevet som en række breve til en ukendt modtager forfattet af jeg-fortælleren, der besøger byen Tainaron, hvor hun, ledsaget af en træbuk, udforsker samfundet og borgerne som en anden kulturantropolog. Til tider optræder verden i velkendte gevandter:

»Jeg tror ikke, at jeg nogen steder har set så mange tidsaldre og så mange guder på samme tid som i Tainaron. Hvor ellers end i Tainaron rammer øjet inden for et bliks spændvidde katedralers spir, minaretkuplers pure guld og et dorisk tempel