En masse akademikere, men ikke ret mange intellektuelle
Det er et hårdt arbejde at være forsker. Det tager tid. Man læser, man noterer, man holder møder, indsamler empiri, underviser. Man sætter projekter i gang, store projekter, der skal kaste lys over ting, som er vigtige. Og man sammenfatter sine tidskrævende, minutiøse undersøgelser i et slutprodukt: den videnskabelige artikel, som bliver peer-reviewed og udgivet i et videnskabeligt tidsskrift. Og læst af måske fem-seks af ens kolleger, som forsker i noget beslægtet. Måske det hold studerende, man underviser, fordi man selv har sat artiklen på pensum. Og det er så det. Den nøjsomt frembragte viden kommer ikke videre ud i verden, men ligger og samler støv på en server i en forskningsartikel-database.
Der var engang, hvor universitetsansatte primært udgav bøger og ikke forskningsartikler. Hvor den intellektuelle klasse udgjorde centrum i den offentlige debat, henvendte sig til både politiske magthavere og de bredere folkemasser, kom ud med deres synspunkter, ideer og refleksioner. Skrev banebrydende værker, der satte en intellektuel dagsorden. I dag sidder de fleste akademikere på små kontorer i universiteternes humørløse bygninger og skriver læssevis af forskningsartikler, d
