Synes de egentlig selv, at det er sjovt?

I Oscar Wildes forviklingskomedie Bunbury/The Importance of Being Earnest fra 1895, har de to venner Jack og Algernon opfundet hver sin ekstra identitet (der begge har navnet Earnest) for at kunne slippe for kedelige sociale forpligtelser. Da de to mænd går på frierfødder, bliver det tiltagende vanskeligere at gemme sig bag de falske identiteter, og stykket forløber som én lang vittig forvirring, for hvem er hvem, og får de unge elskende mon hinanden til sidst? På Det Kongelige Teaters hjemmeside skriver de gudskelov, at alt ender godt, og pyha, ellers havde man vel nærmest ikke turde gå ind og se det.   

Scenografien er næsten udelukkende digital – den hvide bagvæg er et lærred, som tekst, billeder og farver kan projekteres op på. Der tales jo for tiden om skærme mig her og skærme mig der, og når man så går ind og ser et teaterstykke med rigtige, levende mennesker, kunne det være fedt, hvis den primære scenografi ikke var et PowerPoint-show.

Det største problem med denne opsætnings skærmscenografi er dog, at den simpelthen er med til at ødelægge Wildes klassiker. Den komiske timing springes i stykker, når de stakkels skuespillere er nødt til at halse efter