Kulturel uansvarlighed

Hvad skal man gøre, når man på den ene side naturligvis er imod racisme og på den anden side naturligvis er for kunstnerisk ytringsfrihed, og når disse to ting, som man er henholdsvis imod og for, kolliderer med hinanden og det ikke er muligt at støtte begge positioner på én gang?

Christian Lollikes og Madame Nielsens White Nigger/Black Madonna er blevet lakmusprøven for det dobbelte hensyn. Men forestillingen er også blevet en skillevej, hvor enhver må beslutte sig til, om man vægter hensynsfuldheden højere end hensynsløsheden. Med andre ord: Skal kunsten tage hensyn til nogle samfundsgruppers følelser og risikoen for at krænke en minoritet?

Jeg så White Nigger/Black Madonna, mens den endnu havde sin fulde titel og endnu ikke var blevet kuperet af Lollike & Madame, der fjernede ”White Nigger” som et sonoffer til de mange kritikere, der havde anklaget dem for at gøre sig skyld i ”kulturel uansvarlighed”. Det lyder jo som taget ud af manualen til et autoritært samfund.

Efter forestillingen mødte jeg en bekendt, der både begår sig i teatermiljøet og på universitetet, og han kunne fortælle, at forestillingens plakat var blev