»Jeg gider ikke være bannerfører for popkultur forklædt som politisk forandring«
Da Jane Eyre blev udgivet i 1847, bar den undertitlen »An Autobiography« og meddelte, at den var redigeret af en person ved navn Currer Bell. Selvom den hurtigt blev en storsucces, var det ikke alle i det stokkonservative England, der tog lige varmt imod den forældreløse Jane Eyres historie forklædt som autobiografi. Det var besynderligt nok ikke det seksuelle begær, de kyske victorianere stak sig på, men, at den i sit raseri ikke underlagde sig samfundets grundlæggende køns- og klassenormer.
Det var decideret »anti-kristent«, skrev en enkelt anmelder i The Quarterly Review, hvilket selvsagt var den mest effektive måde overhovedet at sælge en bog på. På Aarhus Teater her i maj har Jane Eyre dog fået den lidt mere tvetydige undertitel, »en romantisk drøm«, i en forestilling instrueret af Sigrid Johannesen, som kaster et tiltrængt blik på Charlotte Brontës fortælling.
Klassikere er mest af alt et marketingsbegreb. Tænk bare på serier som Oxford World’s Classic, Penguin Classics eller Rosinantes klassikerserie herhjemme, der alle kan erhverves for cirka den samme pris i samme grafiske design og udstyr, selvom bøger som Stormfulde
