Nede ved vandet
Det var februar 1995 – i uge 7, skolernes vinterferie. Jeg var på skiferie med min mor, far og søster samt min næsten jævnaldrende kusine. Vi var indlogeret i en rummelig hytte på fjeldet, der troner over Lillehammer, det norske skisportsmekka, der uden for sæsonen lige knap matcher Skive i indbyggertal.
Det var år 1 efter at byen havde fuldendt sine stolte olympiske aspirationer som værtsby for vinterlegene i 1994. Trods den årligt genkommende turistinvasion i februar måned herskede der en generel post festum-atmosfære i den ret søvnige by og over de snedækkede landskaber i øvrigt.
Jeg lyttede intenst til Grant Lee Buffalos andet album Mighty Joe Moon på min medbragte walkman, så snart jeg fik muligheden for det, samtidig med, at jeg læste Stephen Kings The Shawshank Redemption. Modsat de fleste andre, var jeg ikke solgt til filmudgaven, der kom op i de danske biografer senere samme år. Jeg havde nemlig dannet mine egne billeder til historien om det grumme justitsmord og den forløsende fangeflugt, og de billeder var intimt sammensmeltede med Grant Lee Buffalos melankolske folkrock. Sådan fungerede mit teenagesind nemlig: Alt var
