Historiefortæller uden musikalsk lagkage
Lørdag d. 7. juli 2012 bliver der skrevet et lille stykke rockhistorie i Danmark. Da træder Bruce Springsteen nemlig sammen med sit legendariske The E Street Band op på Roskilde Festivals Orange Scene.
Pladsen foran scenen vil være tætpakket. En broget flok. Der vil være de rutinerede Roskilde-gængere, som med anerkendende nik og ind i mellem lidt fællessang kan føje endnu et flueben til den klassikerliste, der i forvejen rummer navne som Bob Dylan, Neil Young og Nick Cave.
Der vil være ’engangsbilletterne’, som de rigtige festivalgæster hånende, nærmest spyttende, vil kalde dem. Dem, der i løbet af dagen er kommet strømmende ind på pladsen i deres pæne Jack & Jones-tøj. Lige ankommet med toget fra Herning eller omegn. Skålende med gamle venner og med kæresten i hånden, for hun skal da også opleve, hvor fedt det er, når Bruce fyrer den af. Selvom de selvfølgelig ville ønske, at han i stedet havde valgt Jyske Bank-Boksen eller et andet mere komfortabelt spillested længere mod vest.
Rockdinosaurerne vil være der. Personificeret i BT’s anmelder, Steffen Jungersen, der endnu engang må erfare, at det er vildt svært at holde sin fadøl, samtidig med at man noter