Neil Young og skavankerne
Med bogen Waging Heavy Peace, der på dansk blot er blevet til Selvbiografi, har Neil Young begået… ja, en slags selvbiografi. Godt 500 siders sludder for en sladder kunne man også vælge at kalde den. Det er i hvert fald nemt at finde masser af kritikpunkter, hvis man skulle begive sig ud i en traditionel anmeldelse af dette værk. Hvis man skulle måle den op imod velprioriterede og vinklede selvbiografier.
Det vil jeg skåne læserne for. Dommen kan nemlig formuleres meget enkelt: Hvis du aldrig har haft det store forhold til Neil Young før, vil denne bog ikke have den store værdi. Hvis du, som jeg, har et varmt og passioneret forhold til manden, så er den værd at læse – alene fordi det er en bog, der er skrevet med en tydelig stemme. Og den stemme er mandens egen. Man har gennem hele bogen følelsen af, at Onkel Neil sidder lige der, i den polstrede stol over for dig, foran pejsen i ranchen, og ryster anekdoterne ud af ærmerne på den slidte skovmandsskorte.
Den stemning bærer bogen hele vejen igennem som en afledt effekt af den rodede struktur og dybest set håbløse prioritering af stoffet, hvilket på en eller anden sær måde altså ender med at blive en
