Gentagelsens trickkunstner

»Du ser utilpas ud. Du må være ham fra ATLAS.«

Keren Cytter får øje på mig, før jeg får øje på hende i foyeren til Kunsthal Charlottenborg. Det burde være omvendt, men Cytters evne til aflæse mennesker og sociale situationer har måske spillet ind.

At interviewe Cytter er som at se et af hendes fragmenterede hybride videoværker, der rask væk låner fra store filmmestre og henter inspiration i popkultur, b-film og hverdagens amatørisme.

Umiddelbart virker det hele lidt tilfældigt og en smule kaotisk, når hun svarer, og hun springer spontant mellem store overvejelser om kunst til lavpraktiske udfordringer og bemærkninger, som synes irrelevante. Men lidt efter lidt anes en struktur og nogle principper i samtalen med Cytter. Et sæt regler.

Det skal imidlertid ikke forstås sådan, at hun er regelret. Hun glider af på spørgsmålet om, hvordan hun opfatter sig selv som kunstner på trods af, at hun ikke blot laver video, men også står bag romaner, digtsamlinger, et fotoprojekt kaldet Museum of Photography og en dansegruppe, D.I.E. NOW. Og ved siden af videoværkerne på Kunsthal Charlottenborg er der udstillet tegninger.

Ikke en kunstner