»Tik tak, tiden går. Goodiepal består.«

»Det er da dejligt at være tilbage igen. Efter at jeg for et år siden blev smidt ud af bygningen her. Men tak for at lade mig komme ind igen. Det er sådan, det er med mig. Hele tiden bliver jeg lukket ind, smidt ud, lukket ind, smidt ud. Når folk opdager, hvad der rent faktisk er i gryden, bliver jeg smidt ud. Det var bare det.«

Ordene var kunstneren Goodiepals og blev sagt i udstillingsbygningen Den Frie, der ligger over for Østerport Station i København, den 8. oktober omkring kl. 18. De blev sagt med lys stemme, en let accent (Goodiepal er dansk-færing) og i en vredladen tone. Hvilket tydeligvis forbavsede de kulturpersoner, der var mødt op for at fejre netop Goodiepal som modtager af Victor B. Andersens Hæderslegat. Ikke mindst Marianne Torp, må man forestille sig, som i dag er direktør for Den Frie, som havde sagt ja til at huse begivenheden, og som var hende, der i sin tid gav Goodiepal en soloudstilling på Statens Museum for Kunst.

Hæderslegatet uddeles af tidsskriftet Victor B. Andersenes Maskinfabrik, hvis grundlægger, ejer og navne-ophavsmand er en vestjysk erhvervsmand, der er blevet rig på at »investere i plovfurer« som aftenens vært, journalisten Oliver Stilling fortalte i sin velkomsttale. Præmien består af 50 flasker champagne, der skal drikkes under selve prisfesten, intet andet. Victor B. Andersens Maskinfabrik redigeres af Oliver Stillings far, kunstneren Kenn André Stilling.

Goodiepals tydeligvis uplanlagte tale startede med, at han begyndte at halvråbe ting ude blandt publikum, imens Oliver Stilling gav nogle afsluttende bemærkninger til de fremmødte. Bemærkninger om, at der ville komme en performance på et tidspunkt, men at vi indtil da kunne tage fat på konsumeringen af de 50 flasker champagne. »Vil du ikke have den her?« sagde Stilling flere gange og rakte mikrofonen frem mod den vrisne kunstner, som afslog. »Jeg siger det bare!« halvråbte Goodiepal og undveg mikrofonen. Først efter adskillige opfordringer tog han den og gav sig til at hudflette det officielle kunstdanmarks zigzagkurs over for ham.

Han lignede en mellemting mellem en hovedperson i en technicolor-ridderfilm og en Abba-korsanger.

Goodiepal, eller Parl Kristian Bjørn Vester, som han hedder, var troppet op klædt i et lyseblåt sæt tøj og en hæklet halsedisse, monokel og (fik jeg at vide, da jeg ankom) ure til en værdi af mere end en million kroner. På hver arm. Han lignede en mellemting mellem en hovedperson i en technicolor-ridderfilm og en Abba-korsanger. Bortset fra skægget. Det var barberet i den skægfrisure, nogle ville kalde ”lokumsbræt”, andre ville kalde Steven Seagal-skæg, og som jeg personligt ikke ville blive overrasket over at se på en Bandidos-rocker. En Bandidos-rocker med monokel altså. En Bandidos-rocker med monokel, der som cirka den eneste af de fremmødte ikke drak champagne, men udelukkende lyserød limonade med brus. Med andre ord: en perfekt James Bond-skurk.

Perfekt, må man formode, at han selv syntes, var også talen fra radiodirektør på kanalen R8dio, Klavs Bundgaard. Klavs Bundgaard er en særlig personage, det ved folk, der kender lidt til kanalen R8dio, han er direktør, men taler med bævende, selvudslettende stemme, han har hestehale, og så inkarnerer han ret perfekt den provinsielle trang til selvhævdelse, man finder så mange steder uden for København. Det der behov for at fortælle verden, at man altså findes og har en plads i den.

Bundgaards tale handlede primært om at frame Goodiepal som indfødt Skuldborger (R8dio ligger i Skuldborg). Goodiepal var, fik vi at vide, »artist in residence« i Skuldborg, og her til jul vil Skuldborg Bryghus sende en særlig Goodiepale ale på gaden. Det skortede ikke på radiocheflig patroniserende omfavnelse (som når chefer på DR blærer sig med, hvor meget godt indhold DR leverer, imens de gør alt for at ødelægge enhver kreativitet og ethvert anløb til at tænke ud af boksen blandt DRs reelle indholdsskabere). Klavs Bundgaard sluttede sin tale sådan:

»Tik tak, tiden går. Goodiepal består.«

Senere, da det officielle program var ovre, begyndte der pludselig at strømme nogle forfærdelige støjlyde ud af højtaleranlægget. Skærende, brølende, growlende, folk i salen stirrede forbavset derop, nogle tog sig til ørerne. En mand stod med ryggen til publikum og, opdagede jeg, han havde taget mikrofonhovedet i munden. Som Den sårede Filoktet stod han i forvredne, foroverbøjede, rygvendte og halvt rygvendte positioner og udførte sit skingrende ækle, herligt improviserede lydværk. Jeg fik aldrig fat i kunstnerens navn, fordi det netop var under præsentationen af denne, at Goodiepal begyndte på sit bitre halvråberi nede fra salen. Senere blev jeg oplyst, at der var tale om lydkunstneren Sune T. B. Nielsen.

På vej ud i det fri fra Den Frie, let slingrende efter at have ydet en passende indsats i aftenens opgave med at få de 50 flasker champagne drukket, fulgtes jeg med en ung dansk kunstner med hang til det provokerende. Han sagde: »Hvis jeg skulle vælge, hvilket samfund jeg skulle leve i: Et samfund bestående af de mennesker, der befinder sig derinde« - og han pegede med tommelfingeren mod Den Fries klassiske barakagtige træfacade bag os - »eller de mennesker, der befinder sig herude« - og han nikkede frem mod den kæmpestore vej, der skærer sig ind mellem Østerport Station og Den Frie, frem mod hele det Danmark, der omslutter Den Frie og det, der foregik på Den Frie denne aften - »så ved jeg godt, hvad jeg ville vælge. Jeg ville vælge dem derinde.«