Historien kan altid skrives om

Prospect Cottage, Derek Jarmans hus i Dungeness, England.

Essay

16.11.24

På sydengelske Dungeness tegnes det rå landskab af den karakteristiske stenede kyststrækning og et atomkraftværk under afvikling. Midt i det hele ligger et bemærkelsesværdigt hus med en have, hvor planter, der slet ikke burde gro i det barske klima, stadig trives 30 år efter ejerens død. Oversætter K Vang indlogerer sig for at forstå kunsteren, filmskaberen, forfatteren og havemanden Derek Jarman, der insisterede på at skabe og omskabe både historien, kunsten og naturen.

K Vang

Lørdag d. 26. august 2023
Flyet slår en stor bue ned over Sydengland ved indflyvningen til Gatwick. Jeg kender flyveturen til London, men kan ikke huske at være svinget så langt sydover før. Sidder i venstre side og ser ud ad den lille, tykke rude og forsøger at tyde, hvor vi er. Jeg får øje på de hvide klipper, som må være Dover, følger langsomt kysten med øjnene og dér: Dungeness! Jeg kan genkende den trekantede tip, der slår et knæk ud, og kan akkurat ane atomkraftværket og de oversvømmede grusgrave. Nu har havet trukket sig tilbage og efterladt bræmmer af småsten. Man kan se dem tydeligt fra luften; de spreder sig ud fra fyret på tippen af næsset som højdekurverne på et kort. Dét kan jeg ikke se, vi er for langt inde over land. Men jeg fik et glimt.

Jeg er på vej til Dungeness for at besøge Prospect Cottage – Derek Jarmans hus, som han købte i 1986 efter at have arvet en sum penge fra sin far, som var død kort forinden, og samme år som han selv blev diagnosticeret med hiv. I de følgende år boede og arbejdede han skiftevis i sin lejlighed i Soho og i huset på Dungeness. Nogle gange alene, ofte sammen med sin partner Keith Collins – også kendt som Hinney Beast – næsten altid omgivet af venner. Ved huset på stranden anlagde han en vild have, som han dyrkede og passede frem til sin død i 1994.

Siden jeg for mange år siden så et sort-hvidt foto af haven i et tidsskrift og senere læste hans dagbøger, har jeg været draget af det her sted. Og nu har jeg i et år været fordybet i hans skrift og forsøgt at skrive hans sætninger igen på dansk. Jeg skal være på Dungeness i en uge, skal på en times guidet rundvisning i morgen, og fredag har jeg fået mulighed for at tilbringe en hel dag i huset.

Det går o.k. med at køre spejlvendt i lejebilen. Der er omfattende strejker hos alle de forskellige togselskaber i England, så jeg har ikke kunnet være sikker på at komme til Dungeness på anden måde. »Dungeness and Lydd are very remote and neither has good public transport,« skriver Jo fra Creative Folkestone, som siden 2020 har administreret huset og nu organiserer omvisninger og et residency-program.

Jeg undgår bevidst motorvejen og ruller ad bugtende småveje ned gennem det bakkede, sydengelske landskab, mens jeg forsøger at berolige mig selv med BBC 3. Det er usandsynligt grønt og yndigt. De levende hegn krummer sig ind over vejen. Ved Romney Marsh ændrer landskabet sig. Pludselig er det helt fladt. Jeg kører ind gennem Rye, rundt i de kringlede gader i den gamle middelalderby, og kommer ud ad en lang, lige strandvej, hvor der er iskiosker og folk, der flyver med drager. Her er langt fra idyllisk, snarere råt, vindblæst. Slidte betonklodser langs vejen. Minder mig om nogle steder ved den jyske vestkyst og vadehavet. Så nærmer jeg mig Dungeness, kører hen over det flade hedelandskab og kan se kraftværket på højre side. Jeg finder op til Coast Drive ved Lydd-On-Sea, hvor jeg har lejet en lille hytte i baghaven ved et af husene, som ligger ud mod havet langs strandvejen fra Dungeness til Greatstone. Luk jeres øjne og tænk på det grimmeste kystbyggeri I nogensinde har set, slå øjnene op og se! Greatstone.

Fra min lejede hytte er der et par kilometer ned til Prospect Cottage. Jeg smider bagagen og vil derned med det samme, skrår over vejen ud mod vandet og træder ud i stenene: the shingle – en af de første oversættelsesudfordringer, blandt andet fordi ordet har mange betydninger på engelsk. Nogle gange refererer det til stenstranden, andre gange er det hele området, stensletten, og af og til de konkrete sten, småstenene. Større end grus, helt bestemt sten, men de varierer også i størrelse og bliver mindre, jo tættere man kommer på havet. Afrundede, men ikke runde, snarere aflange i forskellige former. De svinger fra nuancer af okker og brun over grå og hvid til nærmest lyserød. Ordet ‘shingle’ lyder nøjagtig som når man træder i dem. De skurrer mod hinanden, man synker i, ens skridt bliver tunge. »You can't walk silently at Dungeness,« har jeg skrevet et sted, men kan ikke huske, hvor sætningen stammer fra. Stenene er over det hele her, i kæmpe dynger. Hele næsset er småsten. Det er overvældende.

Det er lavvande, så jeg kan gå nedenfor det, der nærmest er et bakkedrag af sten, hvor stranden flader ud og bliver til våd, flad, vidtstrakt sandstrand. Her i kanten er overfladen fastere, lettere at gå på. Der er enkelte mennesker spredt langs kysten. To skikkelser går langt ude på sandet med hver deres lille trækvogn efter sig. Er det virkelig fiskere, der graver orm, stadigvæk?

Strandkålene er overraskende, nærmest urealistiske, når de pludselig springer frem af stenene. Små alienplanter. Jeg går forbi en stor kystvagtbygning og skrår ind over stenstranden, væk fra kysten, og dér, nogle hundrede meter fra kystlinjen, ligger det sorte hus med de gulsprossede vinduer. Det ligger i en gruppe af 8-10 småhuse med god afstand imellem. Solen skinner, det er varmt. Til venstre bag hytterne troner atomkraftværket i horisonten.

Der holder et par biler ved vejen. Tre-fire personer kommer ud af huset, de står lidt ved døren og snakker, før de går ind igen. Jeg er for genert til at gå hen og hilse, holder mig lidt på afstand, før jeg går en runde i haven. Der er også et par andre turister. Det er virkelig særligt at være her. Jeg fotograferer løs med telefonen. De runde bede, stencirkler, strittende buske og gevækster. Jarmans skulpturer af vraggods, drivtømmer og rustent metal. Lodrette stager i det flade landskab. Det er på én gang ordnet og vildt. Mest stringent på forsiden af huset, løsere og mere vildtvoksende på bagsiden.

Søndag d. 27. august 2023
Haven bliver holdt nede snarere end holdt, fortæller en af de to omvisere, da jeg dagen efter er med på en rundvisning. Vi er fire gæster: en midaldrende kvinde og hendes ældre far – moren er gået bort, men elskede haver, og de har besøgt stedet med hende engang – en mand i fyrrerne, der vist mest er turistnysgerrig, og så mig, eneste synligt queer bortset fra de to omvisere, en ung og en ældre. Da jeg fortæller, at jeg er ved at oversætte Modern Nature, er alle imponerede, og jeg bliver forlegen. Den ene omviser fortæller, at Derek – alle kalder ham ved fornavn, unge og gamle, folk der kendte ham og ikke – var meget optaget af oversættelser af hans bøger, at der står en hel række på forskellige sprog i biblioteket, og at jeg endelig må sende et eksemplar til huset, når den er færdig. Det gør mig meget glad.

Huset er trangt og rummene små og mørke. Som et gammelt sommerhus, men mere solidt i det. Keith Collins skulle have sagt, at huset nærmest er bygget til at skulle opleves mørkt. Det giver mening, rummene krummer sig nærmest sammen om en, og lysindfaldet fra vinduerne er virkelig som et sug ud mod verden udenfor.

Der er fyldt med ting. Malerier og kunstværker, Jarmans egne og venners, rekvisitter fra filmene. Hans arbejde som set-designer træder tydeligt frem, huset føles gennemkomponeret. Omviserne fortæller grundigt og begejstret, mens vi bevæger os gennem rummene. De to bedragerisk naturtro ris med små, gråturkise glasperler, der hænger på væggen i arbejdsværelset, stammer fra Italien og er med i Caravaggio. Her står også skrivebordet, den store mørke kiste og drivtømmerstokkene med kranse af hulsten i rummets fire hjørner, som Jarman selv beskriver udførligt. I ‘telefonværelset’ overfor hænger Robert Medleys maleri af den første scene i Sebastiane over den grønne sofa. Og en stribe af hans egne sene værker, malerier i kraftige farver, fra da han var ved at miste synet. Nogle af dem er tydeligvis landskaber, men udflydende, tykke af maling, der ser ud som om det er smurt ud med fingrene. En akvarel af Gus Van Sant i gangen, stills fra alle hans film på den modsatte væg.

Soveværelset er det strammest komponerede værelse. Mørkt og med en stor, robust seng i træ og en matchende grov, troneagtig stol i hjørnet, begge udført af vennen Andy Marshall. Et maleri af Patrick Procktor, Model for the Large Set, hænger over sengen. Åbenbart Jarmans yndlingsværk. Hans eget allersidste værk fra oktober 1993, One Day’s Pills – et lærred på cirka 40x50 centimeter med måske halvtreds piller fastklæbet i et tykt lag maling – og fire af hans sorttjærede assemblager med fundne objekter og knust glas med indridsede tekster. På det sidste ved døren står der:

dear God
please send me to

hell

yours sincerely

Derek Jarman

dear God
if you insist on

reincarnation. please

promise me that I

will be queer, tho i’ve heard

you don’t approve

i’ll go down on my knees

yours faithfully

Derek Jarman

Dear God
you really are being

most difficult. if you really

are in charge surely you could

grant mere simple and heartfelt

request. if not make mine

OBLIVION

yours in anticipation

Derek Jarman

Der er også et stort maleri af en nærmest svævende Jesus på korset – måske et loppefund? Umiddelbart et tungt rum med alle de relikvier, men det bliver også brudt op af humor: Der er små pinde af drivtømmer rundt omkring på væggene, næsten som små drilske kommentarer. Værelsets indretning er måske et af de tydeligste eksempler på en dobbelthed, der er på spil overalt i Jarmans kunstneriske produktion, mellem på den ene side det højtsvungne og patosfyldte – tunge, religiøse symboler, undertrykkelse, sygdom og død – og på den anden side en lethed, et glimt i øjet, en drillende, campet humor. Og i både film og malerier en stærk fornemmelse for materialerne og deres transformative egenskaber: tjære der skinner så sort, at alle former opløses, autoeksponering der gør dag til nat, når kameraet pludselig filmer i modlys, Super 8-optagelser på timelapse overført til video og senere til 35 mm, så alle korn og skævheder bliver forstørret. De allermindste bevægelser.

Jeg forsøger at tage så meget som muligt ind. Vi slutter bagest i huset i ‘solstuen’, som er en nyere tilbygning fra 1993 med store vinduer og kig mod vest. Der står en stribe kaktusser og sukkulenter på gulvet, stadig lidt planteliv også indenfor. Huset føles lidt musealt og spøgelsesagtigt – der er stadig gamle malertuber, pensler og værktøj i atelieret – men på samme tid levende. Man må gerne røre, bare helst ikke flytte på tingene, køkkenet er funktionsdygtigt, de kunstnere, der er på residency her, bor og arbejder i huset. Og så er der noget ved alle tingene, vennernes værker og den gennemførte, omhyggelige indretning, der giver en fornemmelse af, at her har været fuldt af liv og kærlighed.

Så er vi færdige og bliver lukket ud i lyset og vinden.

Mandag til torsdag
Den følgende uge går jeg hver dag ned forbi Prospect Cottage. Ud til spidsen af næsset og over forbi atomkraftværket, der dækker et kæmpe område og ligger omkranset af en stenbanke og en tre meter høj betonmur med yderligere to meter pigtråd på toppen. Ingen af de to reaktorer er i funktion længere og skal i 2027 indtræde i en ‘care and maintenance phase’ med planlagt afslutning, nedrivning og oprydning i 2088-2098. Dungeness vil forsvinde under bølgerne om 100 år sammen med sit atomkraftværk – som det efter sigende vil tage 100 år at afvikle. Om aftenen kan jeg se værkets flimrende lys i horisonten oppe fra lejehyttens lille terrasse, der vender mod vest, væk fra kysten og ind mod stensletten og marsklandet.

En tur op i det gamle fyrtårn, hvor jeg kan se ud over hele det flade næs og marskland. Det nye fyrtårn, som er tredje generation af fyrtårne, står længere ude ved næssets spids. Stenstranden bevæger sig, og hvert år flyttes kystlinjen nogle meter længere ud. Jeg er også ude i pileskovene ved de oversvømmede grusgrave, The Long Pits, og i modsat retning: oppe ved Greatstone og ‘lytteørerne’ – de tre konkave betonkonstruktioner, der blev opført mellem de to verdenskrige for at lytte efter fjendtlige fly. De ligger på en ø omkranset af en slags voldgrav, så jeg får kun set dem på afstand. Scenen med en transkvinde, der bliver jagtet af rige ciskvinder og paparazzifotografer i The Garden, er optaget her.

Hele ugen er vejret omskifteligt. Varmt og solrigt, byger, skybanker, sol på dele af landskabet, men ikke andre, en enkelt dag med tungt, omsluttende regnvejr, smukke solnedgange inde over marsklandet. Høj himmel. En aften kommer en tåge krybende inde fra marsken og udvisker atomkraftværket, og en anden aften er der stjerneklart, vindstille og fuldmåne over et blikstille hav med højvande. Stenstranden bliver virkelig nærmest selvlysende i det kraftige hvide lys.

Jeg begynder at kunne fornemme, hvor mærkbart vejret er til stede her. At det virkelig er sandt, når Jarman skriver, at stemningen kan skifte på et øjeblik. Vejret iscenesætter hele tiden landskabet på ny, fremhæver eller skjuler dele af det. Skifter ens fokus.

Her lyder også anderledes, end jeg har oplevet andre steder. Et fugleskrig giver genlyd på en anden måde her, ligesom forstærket, som om den store, flade stenslette har sin egen akustik, hvor også ens høresans og fornemmelse af afstand til omgivelserne bliver forrykket. Ellers er her stille det meste af tiden, så længe man selv står stille og ikke knaser rundt i stenene. Om aftenen når det er vindstille, kan jeg høre atomkraftværkets summen. En dyb, distinkt tone.

Jeg finder planter: slangehoved, engbrandbæger, rød baldrian, kornvalmue, guldvalmue, hunderose, vild gulerod, filtbladet kongelys og naturligvis gyvel og tornblad, der breder sig som lavt krat over større og større dele af stensletten.

Fredag d. 1. september 2023
Ned til Prospect Cottage i let regnvejr klokken ni, hvor jeg har en aftale om at blive lukket ind. Bliver mødt af Hamish, der fungerer som husets forvalter og altmuligmand. Han er tømrer og bor selv i en af hytterne lidt længere oppe ad vejen med sin søn. Han er venlig og snakkesalig, og er meget begejstret på mine vegne.

Da han er gået, skal jeg lige puste ud.

Det er overvældende at være her igen, alene. Jeg trisser lidt rundt i rummene, skridter ligesom huset af, før jeg ender i arbejdsværelset igen, flytter gardinet og sætter mig i den grove stol ved skrivebordet og ser ud over stranden og havet. Enos On Land er min udsigts musik. Den her udsigt. Den musik jeg selv dyrkede intenst for snart tyve år siden, hvor jeg mærkede en længsel efter dens landskaber, “Lizard Point”, “Lantern Marsh” – før jeg vidste særlig meget om mig selv og kun akkurat havde mødt ordet queer. Det føles næsten for intimt og privat at sidde netop her, og samtidig er det blandet med en lykkefølelse af at træde ind et sted, hvor jeg godt må være.

Jeg kan se forhaven, de runde bede, hylden i midten længst ude mod vejen. Skyerne letter lidt over havet nu, hvidt lys ude i horisonten. Det er et mørkt rum, man er tæt omsluttet, holdt. Lyset falder ind på skrivebordet og fokuserer ens opmærksomhed dér. En glasklods på størrelse med en håndsæbe, hvor der indridset med Dereks håndskrift står: Dear hinney beast I love you when your in a growler stew. your looka eyes suit you F. B.

Derek og Keith kaldte hinanden for Hinney Beast (‘hinney’ oldengelsk for ‘honey’ som i skat, elskede) og Fur Beast.

Der ligger en anden lille glasklump på kisten til højre, hvor der bare står:

life.

De næste par timer går jeg rummene igennem ét ad gangen. Jeg har på forhånd fået at vide, at fotos inde i huset ikke er tilladt, så i stedet forsøger jeg at få hold på så mange detaljer som muligt ved at tage noter. Der er dekorationer, kunstværker og rekvisitter i alle rum. Spejle rundtomkring og i alle dørene – som en beskyttelse mod onde ånder? Jeg kigger længe på de små landskabsmalerier med tykke lag af maling i kraftige farver. Laver neskaffe i køkkenet og noterer, hvad jeg kan se ud til bagsiden af huset: atomkraftværket, kirketårnet i Lydd, men også en hunderose, der er vokset op foran vinduet. Figentræet ved siden af er stadig ikke mere end knap en meter højt, men det er her endnu.

Jeg tænker på, hvordan Dereks venner har siddet ved det her bord og drukket te og røget cigaretter, når ikke de har hjulpet ham med at slæbe ting op fra stranden, arbejdet på et manuskript eller lavet malerier. I bøgerne er vennerne og samarbejdspartnerne konstant til stede. I telefonen eller på besøg på Dungeness – om så bare for at køre ham frem og tilbage til London.

I atelieret er hele den ene væg dækket af vitrineskabe fra gulv til loft med bøger. Jeg finder Dereks egen førsteudgave af Modern Nature (for at det ikke skal være løgn, ligger der et presset blad på side 120 – netop samme sted som jeg arbejdede på i oversættelsen i går). Finder også Beautiful Flowers – bogen han fik af sine forældre på sin fireårs fødselsdag med inskriptionen To Derek from Mummy and Daddy, Villa Zuassa, Lago Maggiore Italy 25.4. 1946. Kigger igennem nogle af de urtebøger, han citerer fra, og bliver mere opmærksom på hans fritflydende citatpraksis. At det måske ikke altid kun er det, der står, men også hvad der kunne have stået. Dereks verden og historie er hans egen. Eller han skaber og omskaber den. Som når der pludselig optræder anakronistiske lommeregnere og skrivemaskiner i 1600-tallets Italien i Caravaggio, som når bødlen i Edward II ikke eksekverer henrettelsen, men i stedet møder Edward i et kys – eller når planter, der ikke burde kunne vokse i Dungeness’ klima, alligevel gror her i hans have endnu. Også tingene – vraggods, drivtømmer, loppefund – kan genbruges, omformes, gives en ny funktion. Historien er med, men vi kan også skrive den om. Derek viser os hvordan.

Jeg finder den svenske, tyske og franske udgave af Derek Jarman’s Garden, hvor digtet “I walk in this garden” også optræder, og kommer frem til, at linjen “they died so silently” må blive til “de døde så tyst og stille”. Digtet er også indridset i den lille glasrude i døren ud til køkkenet. Teksten træder spejlvendt frem i et spejl på bagvæggen, når døren står åben og lyset falder ind gennem ruden.

Et postkort fra Keith Collins er stukket ind i en af bøgerne:

You are my true love. H.B. xxxxx

Keith Collins blev i huset nogle år efter Dereks død og flyttede senere hen i en af hytterne i nærheden. Han arbejdede som fisker på Dungeness, indtil han vendte tilbage til London, nogle år før han døde efter kort tids sygdom i 2018. Han var 22 år yngre end Derek, da de mødte hinanden, og havde også en anden partner gennem hele deres forhold. Han holdt huset og haven. Hans kedeldragter hænger stadig i køkkenet. Selvom Prospect Cottage var Dereks hus – da de begge levede, boede Keith for det meste i lejligheden i Soho og Derek på Dungeness – så er huset også Keiths. Mens jeg er her, bliver jeg ramt af, hvor nærværende også han er i huset, og hvilken kærlighedshandling dét at holde stedet har været. Både for Derek, men også for alle os fremtidige generationer af queers, som kan komme og besøge det. Det er Keiths fortjeneste, at det er muligt.

Jeg er tilbage i skriveværelset. Et stort tankskib er på vej ind forbi næsset, ret tæt på. En hvid kålsommerfugl flagrer rundt i forhaven.

Da Hamish kommer tilbage halv fem og får nøglerne igen, siger han, at jeg bare skal tage nogle fotos indenfor til min research. Jeg stryger gennem huset en sidste gang og får taget et par rystede telefonbilleder af hvert rum. Vi sludrer lidt mere, og han fortæller om stenstranden, at han har kunnet se kystlinjen flytte sig bare på de ti år, han har været her, og at huset må have ligget tættere på havet, da det blev bygget. Også bevoksningen har bredt sig inde fra marsklandet. I begyndelsen af forrige århundrede må stensletten have været helt bar.