Højreradikalismen går igen og igen og igen

Inden han til sidst takker de fremmødte for deres opmærksomhed, tager Adorno sig tid til at imødekomme et sidste, umiddelbart oplagt spørgsmål. Måske, spekulerer han, ønsker publikum at høre hans forudsigelser for højreradikalismens fremtid? Svaret til den opdigtede samtalepartner er kort og kontant: »Jeg anser dette spørgsmål for at være forkert.«

Spørgsmålet er forkert, fordi det gør højreradikalismen til et art naturkatastrofe, man udelukkende kan observere, optegne udsigter for og måske højst forsøge at gemme sig fra. En ustoppelig, ydre kraft, en force majeure, der som et meteornedslag buldrer mod os og dermed gør os fri fra enhver forpligtelse.

Spørgsmålet om højreradikalismens fremtid eksternaliserer ansvaret og emmer af resigneret kiggeri—som om tilhørerne altid vil forblive blot et publikum og ikke allerede er politiske subjekter, der er med til at forme fremtiden. »Hvordan disse ting går videre og ansvaret for, hvordan det går videre med dem, det er i sidste instans op til os.«

I et hidtil hengemt foredrag fra april 1967 (lydoptagelserne har ligget i Østrigs mediatek i over et halvt århundrede) for Foreningen for Østrigs socialistiske studere