Mere end filmkunst
Jeg vil så gerne elske Lars von Trier-udstillingen Breaking darkness, der netop er åbnet på Nikolaj Kunsthal midt i København. Det er så gennemsympatisk og god en idé: at udfolde Lars von Triers hyperæstetiske værker i den gamle kirkes rum, at udnytte de tårnhøje lokaler og akustikken, så Björk og Wagner runger mellem murerne.
Fem af Lars von Triers bedste film kan ses i en lille biograf, der er lavet til lejligheden, det koster ikke ekstra. Og hver onsdag er der endda gratis adgang, man kan holde et storslået Trier-maraton kvit og frit, hvis man har lyst.
Inden man sætter sig til rette i en af ”biografens” lænestole, kan man beundre de kæmpestore, semitransparente hvide lagner, der hænger ned fra lofterne og udspændt mellem væggene, hvorpå dramatiske scener og affektfyldte nærbilleder projekteres, så man kan vandre rundt mellem de kunststykker, Triers film er og bliver.
Det lyder som en hyldest til en vores største filmskabere og til filmkunsten generelt, det lyder som en original måde at præsentere et livsværk på, og i glimt kommer Triers film også til deres ret. Desværre virker det hele lidt ufærdigt. Hvad vil udstillingen egentlig formidle?
F
