Traumernes økosystem

Jeg ser rigtig mange film. På en helt almindelig hverdag i livet kan jeg fint nå at se måske tre film, hvilket primært skyldes, at jeg sover dårligt og at min koncentrationsevne efter et langt liv i elendighed i bedste fald er mangelfuld. Min arbejdsdag er slut omkring klokken ti om formiddagen, og hvis man synes, at det lyder skønt, så skal jeg hilse jer at sige, at der er rigtig meget dag tilbage, indtil det igen bliver legitimt at gå i seng.

Heldigvis er min hukommelse også mangelfuld, hvilket er belejligt, når man efterhånden har gennemført alle streamingtjenester, for så kan man se filmene igen uden rigtigt at kunne huske, hvem morderen var. Bortset fra i Seven. Gwyneth Paltrows hoved i den kasse glemmer man aldrig.

For alligevel at kunne afskrive min arbejdsdag på sofaen som, ja, en form for arbejdsdag, er jeg begyndt at operere med temaer, når jeg ser film. Så kan jeg holde eksempelvis ’psykotisk torsdag’, hvor jeg først ser Donnie Darko, så Black Swan og til sidst Joker. Som uddannet manuskriptforfatter kan jeg dermed muntre mig lidt med at fundere over, hvordan filmene hver især forholder sig til dét at være gak oven i hovedet, eksempelvis i form af at føre samtaler med en kæmpestor kanin eller at se sig selv i en tunnel iført sort tøj eller at danse ude i det offentlige rum.

For er man overhovedet gak eller er det bare hele verden, der er gak, den slags. Jeg kan i samme ombæring tænke over, hvorfor Donnie Darko er den eneste af de tre film, der rører noget i mig, måske fordi det føles som om, at den er lavet af et menneske, der selv har prøvet at have en følelse, der er mere kompleks end ’glad’ eller ’sur’. En anden mindeværdig dag var den dag jeg gennemførte både den første Saw-film, Rosemary’s Baby og et par afsnit af Hvide løgne. Her var temaet dog bare, at jeg havde dødstømmermænd.

En dag fik jeg lyst til at hatewatche Joachim Triers Verdens værste menneske igen. Jeg fik et kæmpe chok, fordi jeg ikke længere syntes, at det var verdens værste film, som jeg ellers så spidsfindigt havde proklameret overfor alle, der havde gidet at lytte til mig det sidste halvandet år.

Filmen handler om en kvinde i slut-tyverne, der er sådan lidt eksistentielt forvirret. Skal hun være kærester med den ene mand, der gerne vil være kærester med hende, eller skal hun være kærester med den anden mand, der gerne vil være kærester med hende. Skal hun være fotograf eller arbejde i en boghandel, what a life.

Jeg så filmen lige umiddelbart inden, at jeg igen blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, jeg havde det derfor ikke sådan vildt godt, og jeg fik bare lyst til at skrige af hovedkarakteren og af alle, der kunne identificere sig med hende, fordi de også havde det sådan lidt hyggesvært på daværende tidspunkt, at de skulle holde deres fede kæft, for hvis den slags eksistentielle kvababbelser var deres største problem her i tilværelsen, ja, så havde de altså ikke noget problem her i tilværelsen, så var de bare i gang med at gennemføre tilværelsen, som jo – desværre – er noget lort langt hen ad vejen.

Tænk at jeg lever af at være psykisk syg, tænk at jeg har fået succes på grund af mit latterlige liv, ikke på trods af det, jeg er økonomisk afhængig af mine traumer.

Da jeg genså Verdens værste menneske befandt jeg mig dog selv et eksistentielt tvivlende sted, og der måtte jeg bare erkende, at selvom eksistentiel tvivl ikke er lige så nederen som at planlægge et selvmord, så er det stadig nederen. Det er faktisk ret ulideligt.

Jeg syntes stadig, at filmen var helt utrolig kikset sine steder, og at det var lige lidt for belejligt for plottet, at hovedkarakterens ekskæreste pludselig ud af det blå skulle dø af den kræft, han havde pådraget sig. Man havde også valgt at smide både en graviditet OG en abort ind i historien. Så var der fuld plade i tilværelsens ulidelige halløj.

Vi burde nok på samfundsplan være glade for, at så mange kan relatere til Verdens værste menneske, for så går det måske ikke SÅ dårligt i vores samfund alligevel. Det ville i hvert fald være meget værre, hvis lige så mange kunne relatere til Kirsten Dunsts humør i Lars von Triers Melancholia, som jeg satte på umiddelbart efter Verdens værste menneske.

Jeg valgte at kalde temaet ’pigen med problemer’, og der vil jeg måske sige, at Kirsten Dunst objektivt set har et større problem end hovedkarakteren i Verdens værste menneske, hun er nemlig vanvittigt deprimeret.

Personligt synes jeg, at Melancholia er den mest præcise beskrivelse af, hvordan det føles at være deprimeret, som jeg nogensinde har set, at være fuldstændig fremmedgjort overfor verden, fordi man analytisk ved, at man burde være glad, da man eksempelvis lige er blevet gift med en sød mand, der rummer én, men så føler man bare ingenting og går i stedet ud og har et dårligt samleje med én fra reklamebranchen på en græsplæne. Charlotte Gainsbourg spiller Kirsten Dunsts rationelle søster. Hun er ret træt af, at Kirsten Dunst er deprimeret, hvilket også er vældig relaterbart, portrættet af den frustrerede pårørende. For man vil så gerne gøre dem glade ved at få det bedre, men man kan ikke få det bedre, så i stedet lyver man bare om at have fået det bedre, og så bliver det faktisk bare endnu værre.

I Melancholia er der også en planet ved navn, ja, Melancholia, der desværre skal kollidere med jorden, hvilket den deprimerede Kirsten Dunst har langt lettere ved at håndtere end sin rationelle søster, måske fordi Kirsten Dunst på daværende tidspunkt allerede har taget afsked med livet mange gange. Hun er i stand til at se det smukke i både undergangen og i verden, fordi det er sidste gang, hun skal se den, hvilket også er relaterbart, at alting bliver sært klart og smukt, når man tror, at man snart skal dø.

Jeg huskede det som om, at Kirsten Dunst ved altings ende var langt bedre til at yde omsorg for sin søster end omvendt, men det var nok bare min egen selvforståelse som deprimeret, der talte her, for Kirsten Dunst var efter sine årelange depression ikke blevet mere empatisk og fintfølende, hun var stadig vrissen lige indtil planeten ramte jorden, rolig og vrissen, men måske havde hun også bare forstået og accepteret, at vi lever alene og dør alene, og således gik det til, at den deprimerede viste sig at være den mest rationelle af alle karaktererne i hele filmen. Der kan man bare se.

Efter at have set de to film begyndte jeg at lægge mærke til ’pigen med problemer’ overalt. Det kunne eksempelvis være Valerie fra Beverly Hills, som vi alle kender og elsker for at være Kellys ærkefjende, Valerie dater Steve, men hun går også i seng med Dylan, hvilket nok alt sammen bare bunder i, at hun går rundt med dårlig samvittighed over at have dræbt sin far i selvforsvar. Men hun får faktisk på et tidspunkt en rimelig god relation til David efter noget med hans mors selvmord, men så kommer der en karakter ved navn Ginger og forsøger at afpresse Valerie for enten 50.000 dollars eller en nat med David, Valerie forsøger at få David til at gå i seng med Ginger, men det gider David ikke og så slår de op.

Det kunne også være Audrey Horne fra Twin Peaks, hun har det dårligt og vælger at håndtere det ved eksempelvis at ødelægge sin fars business deal eller forføre agent Dale Cooper, blandt andet ved at forsøge at hjælpe ham med at opklare mordet på Laura Palmer ved at infiltrere et bordel. Det er lidt en streg i regningen, da det viser sig, at hendes far ejer bordellet, og det er virkelig one for the books sådan traume-wise, da hun næsten ender med at bolle sin far helt smasket op på heroin.

På en mindre dramatisk note har vi også Jessa fra Girls, hende Boheme-briten i pigegruppen med det vidunderlige hår, den dårlige barndom og misbrugsproblemet, hvilket er den emotionelle ballast, der tillader hende at bolle sine arbejdsgivere, sin ekskæreste, de andres ekskærester og sige ting som: »This book doesn’t matter, that’s the first thing you need to know. It’s not gonna matter to the people who read it or to you« eller »oh, I hate when people are early, it’s so vile«. Og det kunne, ude i den virkelige verden, også være mig.

Hvis jeg skulle putte ét ord på alle ovenstående, ville det nok være ordet ’mystisk’. Jeg er selv ofte blevet kaldt mystisk. Det plejede jeg at tage som et kompliment, for jeg vidste godt, hvad klokken var slået, når jeg blev kaldt mystisk, det var en scorereplik, vedkommende ville gerne i seng med mig, hvis vedkommende kaldte mig mystisk, ellers kaldte vedkommende mig som regel bare ’mærkelig’ eller ’underlig’ i stedet.

Jeg har valgt at kalde denne dynamik for ’traumernes økosystem’, jeg har faktisk gjort det til en hel teori, for jo flere jeg har talt med, jo flere kan nikke genkendende til den. Jeg har så primært talt med mediefrikadeller om den, vil jeg lige indskyde, så måske er den ikke repræsentativ på landsplan

Ordet ’mystisk’ kan både betyde ’mistænkelig’ og ’lyssky’, hvilket jo egentlig har en fed nok indbrudstyvsagtig energi, men det kan så også betyde, at noget er svært at tyde eller forklare, og det er nok mere dér hunden ligger begravet. Jeg har i hvert fald også ofte fået at vide, at jeg er ”svær at læse”, måske er det dét, der er dragende for andre mennesker, måske ses jeg som en form for projekt for de mange ridderkomplekser derude, dem der har selvtilliden til at tro, at de kan redde mig ved at fixe mig, hvilket er og bliver et omsonst projekt, da jeg allerede dengang var gået i så mange stykker, at der ikke fandtes nok superlim i verden til at holde sammen på mig.

I 2023 blev jeg desværre smittet med en voldsom selvindsigt, og derfor kan jeg nu se, at mange af mine relationer er startet på følgende måde: Jeg har stået på en bar, gerne alene, mens jeg har kigget på noget uden rigtigt at kigge på noget, som en alien fra en anden planet, der ikke helt forstår, hvad der foregår, men på en charmerende måde, selvfølgelig.

En mand, der har haft et mindre latterligt liv end mig, kommer over, hurtigt i samtalen får jeg sagt noget med mit latterlige liv og min diagnose og mine piller, men på en lakonisk-ironisk måde, cool er jeg i situationen, hvilket måske får det til at virke som om, at min psykiske sygdom er mindre farlig, end den egentlig er. Så er vi gået hjem sammen, vi har haft tæskesex, efterfølgende har jeg fået en form for angstanfald, så har han holdt om mig, det har føltes rart at føle sig tryg bare lige i tyve minutter, selvom jeg dengang nok aldrig ville have indrømme det, fordi jeg syntes, at det passede dårligt til min personlighed, at jeg bare gerne ville elskes.

Det minder lidt om første gang, man sniffer coke, første gang man bliver holdt om af et andet menneske, men som det også er med første gang, man sniffer coke, så bliver det aldrig det samme næste gang eller gangen efter, jeg begyndte at jagte denne tryghedsfornemmelse, samtidig med at min psykiske sygdom viste et grimmere ansigt, jeg blev mærkelig fremfor mystisk, han blev forvirret og nervøs, han trak sig, jeg følte mig igen som en byrde og til sidst sluttede relationen lige så brat, som det var startet.

Som regel gik han efterfølgende ud og fandt sig en sød og ”normal” kvinde, som så kunne redde ham fra hans nye traume i form af mig, de fik gerne et barn sammen, jeg forsøgte at finde en tryggere relation, som ikke blev erotisk opstemt af min psykiske sygdom, og måske ville disse tryggere relationer også allerede have resulteret i et barn, hvis ikke jeg var SÅ mærkelig, som jeg er.

Jeg har valgt at kalde denne dynamik for ’traumernes økosystem’, jeg har faktisk gjort det til en hel teori, for jo flere jeg har talt med, jo flere kan nikke genkendende til den. Jeg har så primært talt med mediefrikadeller om den, vil jeg lige indskyde, så måske er den ikke repræsentativ på landsplan, måske forklarer teorien bare, hvorfor folk i kultureliten stadig får børn, selvom det går dårligt med klimaet og man risikerer ”at miste sig selv”, når man får et barn, hvilket vi jo ikke bryder os om tanken om: at der skulle være noget større end os selv.

Det smerter mig, at det har været sådan, især da jeg indså, at jeg var mere bevidst om denne dynamik i situationen, end jeg troede. Jeg er mere masochist, end jeg troede, det var ikke bare de andre, der var irriterende med deres ridderkomplekser, for jeg opsøgte aktivt disse situationer, fordi jeg ikke interesserer mig specielt meget for sex, ofte bryder jeg mig faktisk slet ikke om at dyrke det, jeg har i lange perioder af mit liv primært brugt sex som selvskade, andre mennesker som selvskade, hvis der ikke lige var en skalpel i nærheden, så jeg efter et samleje kunne hade mig selv endnu mere, en tilstand jeg var ret komfortabel i, fordi det ofte føltes som et overgreb, selvom der var samtykke.

Altså er traumer ligesom alt andet kapital, traumer er en valuta, hvis du ikke har et traume, så har du ikke adkomst til at udtale dig om ting. Hvis du ikke har et traume, får du svært ved at sælge din kunst, hvis du ikke har et traume, vil folk ikke høre om dig i en podcast. 

Jeg tror også, at jeg blev opfattet som ’mystisk’ og ikke bare skingrende sindssyg på grund af mit udseende. Jeg ville aldrig kunne omtale mig selv som ’smuk’ eller ’pæn’, men jeg anerkender, at jeg nok lever op til et eller andet skønhedsideal. Jeg er hvid og vestlig, ”normalvægtig”, relativt velsoigneret, ”cool”, har fyldigt hår og i hvert fald fremstår jeg som én, der har styr på det. Succesfuld. Jeg tror også, at det er derfor, at det er mig og ikke én af mine medindlagte på Bispebjerg, der får taletid i den offentlige debat.

De andre mystiske piger med problemer er også ”smukke”, Valerie fra Beverly Hills er smuk, Audrey Horne fra Twin Peaks er smuk, Jessa fra Girls er smuk, for ellers ville mændene ikke gide at forelske sig i dem, du kan ikke både være grim og ulykkelig. I Melancholia har man ellers forsøgt at gøre Kirsten Dunst ”grim”, måske for netop ikke at romantisere depressionen unødigt.

I anden halvdel af filmen kan hun jo nærmest ikke gå af sorg, hun kan ikke gå i bad eller børste tænder, hendes hår er fedtet, hun kan ingenting, men det er jo stadig Kirsten Dunst, der lider, hvilket jeg også tænker er meget symptomatisk for vores samfund. Du må godt lide i Go’ Morgen Danmark, du skal bare se godt ud og have det rigtige mindset, mens du gør det, for ellers bliver det alligevel for dark.

Nu bliver ord som ’psykopat’ og ’sociopat’ jo brugt lidt i flæng, men jeg vil da sige, at både Valerie, Audrey Horne og Jessa har en mildest talt laissez faire omgang med andre mennesker og deres følelser. Og så er det store spørgsmål jo, om denne laissez faire omgang med andre mennesker og deres følelser er retfærdiggjort, fordi de har et eller andet stort traume i form af en dårlig barndom eller et misbrugsproblem eller et seksuelt overgreb? Det tænker jeg ofte på, når jeg har fucket op.

Jo dårligere, jeg har det, jo dårligere gør jeg som regel, og måske kan jeg ikke gøre for det, det kan jeg nok ikke, hvis jeg ikke har lært andet, overlevelsesstrategier og så videre, men problemet er bare, at det for modparten måske er sagen ret uvedkommende hvorfor jeg lige kommer forbi for at eksplodere deres tilværelse eller knuse deres hjerte, smerten er jo den samme. Også for mig selv.

Jeg ved faktisk ikke, om det hjælper mig specielt meget, at jeg efter 16 år i ”terapi” nu ved hvorfor jeg har det så dårligt, som jeg har det, for jeg har det jo stadig bare, ja, så dårligt som jeg har det. I det mindste har jeg da formået at gøre en karriere ud af min dårligdom, hvilket stadig godt kan slå mig en gang imellem. Tænk at jeg lever af at være psykisk syg, tænk at jeg har fået succes på grund af mit latterlige liv, ikke på trods af det, jeg er økonomisk afhængig af mine traumer.

Det er mest en konstatering, det generer mig ikke, hvad fanden skulle jeg ellers bruge min sygdom og mine traumer til, og jeg valgte det jo selv, kan man sige, da jeg i forbindelsen med udgivelsen af min første bog, Jeg Bruger Min Krop Som Et Møbel, besluttede mig for at fortælle, at bogen var baseret på mit eget dårlige liv i psykiatrien og skrevet umiddelbart efter en indlæggelse.

Jeg fortalte det mest for at undgå, at folk skulle tro, at jeg sad dér og gjorde grin med psykisk sygdom og alle de psykisk syge digtere derude, bogen var jo trods alt skrevet af mit satiriske alterego, Veronika Katinka, som jeg havde udviklet til satireprogrammet Den Korte Radioavis.

Jeg ville på daværende tidspunkt ikke have bogen ”afskrevet” som satire, jeg ville, som de fleste andre, gerne tages alvorligt, for bogen var et forsøg på at få en fiktiv karakter til at skrive om mig. Det virkede efter hensigten. Jeg ved ikke, om jeg blev taget ”alvorligt”, men jeg fik da masser af opmærksomhed, når nu bogen var based on true events. Og generelt virker det som om, at folk – og med folk mener jeg journalister – er glade for ting, der er based on true events.

I hvert fald kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har læst et portræt af en kunstner, hvor det ikke handlede om, at vedkommende havde oplevet noget hårdt (psykisk sygdom, at blive forældre, etc.), men så fik vedkommende en form for indsigt (jeg har en psykisk sygdom, det er hårdt at blive forælder, etc.), og så lavede vedkommende et stykke kunst om det (det kender jeg godt selv).

På Filmskolen blev man ofte bedt om at ”write what you know”, mens det lå implicit, at det var fordelagtigt, hvis det man vidste, var noget dark. Og måske giver det meget god mening, når nu hele vores måde at fortælle historier på er bygget op på samme måde.

Helten har et want, noget helten vil, dog har helten også et traume, et ghost, der forhindrer helten i at opnå sit want, men når helten så endelig får dræbt sit ghost, får overkommet sit traume, så finder helten ud af, at helten i virkeligheden havde brug for noget helt andet end sit want, helten havde brug for sit need.

Sagt på mindre nørd: Livet skal helst være én lang udviklingshistorie, du skal helst lære af dine erfaringer, du skal blive klogere, what doesn’t kill you skal helst make you stronger og whatnot, indtil du til sidst helst skal dø en vis og fredfuld død ved lejlighed.Altså er traumer ligesom alt andet kapital, traumer er en valuta, hvis du ikke har et traume, så har du ikke adkomst til at udtale dig om ting. Hvis du ikke har et traume, får du svært ved at sælge din kunst, hvis du ikke har et traume, vil folk ikke høre om dig i en podcast.

Traumer som kapital skrev jeg en serie om til det daværende DR3, Min Kamp hed den, efter Knausgård, ikke Hitler, den handlede om førnævnte satiriske alterego, Veronika Katinka, der gerne ville have sin egen serie på DR3. Her mødte man to DR3-redaktører, der pænt og pragmatisk bad Veronika Katinka om at lave en serie om hendes psykiske sygdom, gerne noget hvor hun ”skrev sig ud af skizofrenien”.

Nogle gange kan jeg godt synes, at det er sjovt at tænke på, hvornår det mon bliver mere eksotisk at have haft en god, stabil fodboldbarndom i Slagelse end en dårlig depressionsbarndom i Gentofte. Det må være lige oppe over, hvis antallet af diagnoser fortsætter med at stige. 

Veronika Katinka ville hellere lave noget mere politisk om den heightshaming, hun mente, at hun var udsat for, men til sidst måtte hun bøje sig og græde ind i sin iPhone med udgangsreplikken om, at »hvis man alligevel skal være ensom, så kan man lige så godt være det på DR3«. 

Og det er vel lidt uhensigtsmæssigt, hvis der også er gået præstation i at lide, for måske er det ligesom det træ, som ingen hører vælter ude i skoven, for vælter træet så overhovedet? Hvis ingen ved, at jeg lider, lider jeg så overhovedet? Hvis der er gået performance i traumer, så har jeg virkelig selv bidraget til det. For ja, jeg deler måske meget, jeg er vel ærlig, jeg bruger ikke filtre og alt det andet uhyggelige, man kan gøre med SoMe, men som alle andre vælger jeg jo også, hvad jeg deler og hvornår og hvordan, ligesom 18.800 mennesker kigger med, når jeg deler.

Følgere er også en valuta, taletid er en valuta, ALT er en valuta, hvis man er modig nok. Nogle gange kan jeg godt synes, at det er sjovt at tænke på, hvornår det mon bliver mere eksotisk at have haft en god, stabil fodboldbarndom i Slagelse end en dårlig depressionsbarndom i Gentofte. Det må være lige oppe over, hvis antallet af diagnoser fortsætter med at stige.

Jeg får langt flere reaktioner fra folk på eksempelvis Instagram, når jeg deler en ironisk-tangerende-til-apatisk-traumatisk historie fra den lukkede, end hvis jeg eksempelvis deler et billede af Andreas Mogensen iført nissehue. Det er nok fordi, at mit brand er blevet ironisk-tangerende-til-apatisk lidelse. Folk synes også, at det er mærkeligt, at jeg er blevet glad for at løbe mig en tur, de siger, at det er out of character for mig, hvilket er mærkeligt for mig, for hvis jeg ikke ved, hvem jeg er, hvordan i alverden ved de så, hvem jeg er?

Måske ved jeg faktisk godt, hvem jeg er, eller, måske ved jeg godt, at jeg er mange ting, måske ved jeg godt, at mine løbeture og store passion for sæler og perfide aversion mod Andreas Mogensen er lige så meget mig som mine voldtægter og mine indlæggelser og min selvskade, jeg deler det bare ikke med nogen, fordi jeg mærkeligt nok synes, at det er mere sårbart.

Måske er det også derfor, at jeg ved langt mere om mine perifere bekendtes traumer og sygdomshistorik, end om deres yndlingsfilm eller mormor. Jeg ved heller ikke rigtig noget om Jessa eller Valerie eller Audrey Horne, udover deres traumer og dårligdom. Og måske tror jeg faktisk, at jeg synes, at Dale Coopers fascination af kaffe i Twin Peaks siger lige så meget om ham som karakter, som at jeg ved, at Valerie er udadreagerende, fordi hun blev seksuelt misbrugt af sin far. Men Dale Cooper er jo også en mand, og de får jo på film generelt mere lov til at have en personlighed.

Jeg bliver ved med at dele ud af mit latterlige liv, fordi jeg kan mærke, at det gør noget ved nogen. Derfor bliver jeg også i den offentlige debat, selvom jeg, grundet min relativt succesfulde karriere og ressourcestærke baggrund, måske ikke er en specielt repræsentativ stemme.

Men hvem er egentlig det, en repræsentativ stemme, vi er jo alle forskellige og Jada Jada, psykisk sygdom kan se ud på alle mulige måder og så videre, og jeg kan godt forstå, hvis det måske er mere spændende at høre om den lukkede end mit forhold til Andreas Mogensen, alle behøver jo ikke at vide alt om mig, det er nok meget godt at have bare én hemmelighed liggende i banken. Men jeg er ikke mine traumer, min sygdom, mit latterlige liv. De er på en eller anden måde bare blevet mit arbejde.

Joachim Trier valgte IKKE at give sin hovedkarakter i Verdens værste menneske et stort traume, en diagnose, en dårlig barndom, hvilket føltes underligt eksotisk, da jeg genså den for nylig. Der er ingen forklaring på hendes eksistentielle kvababbelser. Hun lider – ligesom alle os andre en gang imellem – simpelthen bare af livet. Der jo sagtens kan være ulideligt ved lejlighed, også selvom der ikke er sket noget konkret frygteligt, der belejligt nok også var en god historie, man efterfølgende kunne lave stor kunst om.

Men så igen: Det lykkedes jo selvfølgelig Renate Reinsve at vinde en pris i Cannes for sit portræt af hovedkarakteren i Verdens værste menneske, der jo åbenbart er blevet en god historie, selvom hovedkarakteren ikke har nogen god historie. Måske er det også et traume i 2024? At have haft det for godt? Nej. Nu stopper jeg.