Tilbage til rødderne
Hvad ser du mon for dit indre blik, hvis jeg siger »dansk stumfilm«? For mit eget vedkommende kan jeg sige, at da jeg drog afsted mod Cinemateket i går aftes for at deltage i åbningen af deres stumfilmsfestival, var mit eget kendskab til området så godt som lig nul. Det eneste billede, jeg mere eller mindre kunne mane frem på den indre nethinde, var Asta Nielsen. Ikke meget at gå ud fra.
Det er ikke første gang, Cinemateket afholder en stumfilmsfestival, men i år er der en særlig grund til festlighederne: Danmark har nu, som det første store filmland, digitaliseret alle (bevarede) stumfilm, der er blevet produceret – omkring 450 styk, ca 20% af alle de film, der blev lavet i Danmark. Og fra ca. 1910 til slutningen af 1920’erne var Danmark immervæk en filmnation.
»Engang lå Hollywood i Valby« har filmkritiker Christian Monggard skrevet i Information. Nu kan alle filmene streames gratis på stumfilm.dk, og jeg er taget i Cinemateket for at få en forsmag på indholdet. Jeg er, ser jeg, i den helt unge ende af aldersspektret i aften.
Festivalens åbningsfilm er den kuriøse, morsomme, karnevaleske Hvem er hans kone?, en komedie af den myreflittige danske stumf