Meget mere end tapet og rekvisitter
Wes Anderson har siden debuten i midt-90’erne været en darling (i øvrigt et favoritord i The Grand Budapest Hotel) hos alle, der ønsker at begå sig lydefrit i de hippe storbymiljøer. Den idiosynkratiske billedmagers film med det faste skuespillerensemble er ”skæve” på den sprøde måde – fyldt med krystalklare komplementærfarver og charmerende karakterer, der bevæger sig inden for en populærkulturel referenceramme. Det er ingen tilfældighed, at Anderson er en meget benyttet reklamefilm-instruktør:
https://www.youtube.com/watch?v=g0u0oEUcasU&list=PL6Ei23cnp5I53kptn7R_0n...
Men af samme grund (sådan siger loven) lurer modstanden mod mandens værk. Er hans film ikke lige lovligt overfladiske? Han fokuserer kun på farver, interiør, klæder og strengt symmetrisk opbyggede skud. Hvor er handlingen, følelserne, det menneskelige drama?
Som han selv bemærkede forleden:
»The wrap I get is kind of like: more into props and wallpaper than into human feeling.« Hvortil han (med begejstring i stemmen) svarede, »We got t