En hård lort at knække
Der findes en helt særlig variant af desillusionerede kunstnere. Kunstnere, som føler sig misforståede, kunstnere som bliver opmærksomme på, at de er anerkendt for noget andet end det, de drømmer om. Dirch Passer var hyldet som revyskuespiller, men forsøgte sig pludselig med en rolle på Frederiksberg Teater som den imbecile grobrian Lenny i Steinbecks alvorsfulde Mus og mænd. Folk grinede, for de var vant til at grine af Dirch Passer.
Robbie Williams lavede et gigantisk flop med albummet Rudebox, som ellers skulle have været hans gennembrud som selvstændig kunstner. Hovedkarakteren i Nikolaj Gogols novelle Portrættet lider en grusom død af ærgrelse over sine maleriers mangel på originalitet. Hvad er det for en himmel, populære kunstnere gerne vil ind i?
»Efter at have betalt en høj pris for et billede, bragte han det varsomt hjem og kastede sig derefter over det med et vilddyrs raseri. Han flængede det, skar det i stumper og stykker og trampede på de sørgelige rester, leende og skrigende af ødelæggelsens vellyst.« Sådan skrev den ukrainske forfatter Nikolaj Gogol i novellen Portrættet om kunstmaleren Tjartkov, der ved et tilfælde er kommet i besiddelse af en stor mængde penge, har betalt en journalist for en glimrende, men falsk anmeldelse i avisen og bygget en heftig karriere på moderne portrætmaleri.
Han stryger sine kunder med hårene, giver dem, hvad de vil have. En dag bliver han opmærksom på portrætternes mangel på originalitet, misundelig på en yngre kunstners anerkendelse i højkulturens kredse, græder, begynder så at hærge Sankt Petersborgs kunstauktioner med sin bugnende pengepung. Han køber dyr kunst og tager hjem for at gå amok med det, for at destruere det. Destruktion er hans eneste afløb. Han vandrer rundt i gaderne i sit nu »overspændte, manisk oppiskede liv,« formår kun at frembringe »skrækkelige hyl og usammenhængende ord«. Erkendelsen af, at en iscenesættelse som en stor kunstner ikke har gjort ham til en stor kunstner, tager livet af Tjartkov.
»If I’m not going to be lauded as a credible artist, I’ll choose to be a commercial one instead,« sagde den britiske popmusiker Robbie Williams optimistisk i 2024 til avisen The Guardian om sin nye gerning som, ja, billedkunstner. Williams har haft et kompliceret forhold til sin egen karriere, til anmeldelser og omtaler. Kunstnere har som regel svært ved at håndtere anmeldelser af deres værker, så intet nyt under The Sun, det britiske tabloidmedie som i nullerne ofte langede ud efter tidens Williams-hype.
I 2006 bragte flere britiske medier sønderlemmende kritik af Williams’ store sats med albummet Rudebox, et mere eksperimenterende album, noget andet end tidens hunger efter letbenet melankoli. »Det er en fandens god plade. Det er mig!« sagde Williams i 2006. I dokumentarserien Robbie Williams fra 2023 bruger popmusikeren en lortemetafor. At man smider lort på væggen, som glider ned og bliver glemt. Om Rudebox siger han, at han smed lort på væggen, men at lorten blev hængende, at floppet har påvirket hans forhold til sin intuition lige siden.
Noget tyder på, at albummet har haft den modsatte effekt, end hvad det var tænkt som. I stedet for at etablere Williams som en kunstner med autoritet, gjorde det ham i tvivl om hans måde at være kunstner på. Lydkulisse til rengøring og madlavning eller lydkulisse til hippe systemer i metropolernes undergrund. Aftener med bøf og rødvin og lightere på stadion eller aftener på gallerier og natklubber i Londons præ-gentrificerede bydele.
Robbie Williams lader dog alligevel ikke helt til at have accepteret sin rolle som »a commercial one.« Den nylige film Better Man om Robbie Williams’ liv og levned viser en række situationer, hvor hits er blevet til, hvor numre er blevet skrinlagt, hvor en chimpanse, ja: en chimpanse, danser rundt på scenen foran hundredtusindvis af mennesker.
Hvad er det for en himmel, populære kunstnere gerne vil ind i?
Popmusikeren optræder nemlig som en computeranimeret abe i stedet for som et menneske. En scene viser, hvordan nummeret Something Beautiful opstår i et øjebliks sandhed, et smukt øjeblik, utrolig smukt, mellem Robbie Williams og produceren Guy Chambers. De lodne chimpansefingre bladrer rundt i en nusset notesbog og finder en sangtekst ridset med blyant, det er smukt.
Forklaringen er personen bag musikken. Som nævnt optræder Robbie Williams i filmen som en computeranimeret chimpanse, »a unique setting point,« har Williams sagt. Til New York Post giver instruktøren Michael Gracey dog en anden udlægning. Ifølge Gracey er chimpansen ikke bare en sjov gimmick, men et kalkuleret greb, der sammen med historien skal påvirke seerens empati, da vi føler mere empati, når vi ser på lidende dyr, end når vi ser på lidende mennesker. Og det virker da også. I biografsalen hører jeg snøften nede fra cowboyrækkerne, da chimpansen har fået storhedsvanvid og iført dykkerdragt skubber en velmenende menneskeven fra sig.
Gogols Portrættet kan kun læses som en kommentar til misforståelsen af, at der skulle kunne findes en kunst, som er mere sand end en anden. Hvad Tjartkov i Portrættet erkender, at han ikke kan fifle med den måde, hans kunst bliver forstået på. Kunsten er, hvad den er. Den er organisk, men kan ikke pludselig formes efter forgodtbefindende.
Den er moderne, postmoderne, klassisk og nyklassisk, digital og masseproduceret, mikroskopisk og fækal, en hård lort på væggen, desillusionerede post-peak-kunstnere barskt henvist til en uomgængelig weltschmerz, som i Gogols novelle altså veksles til en nærmest orgasmisk fryd af ødelæggelse.
Det er svært ikke at forstå Better Man som et forsøg på at vriste Robbie Williams ud af en spillemands spændetrøje, svært at forstå hans malergerning som andet end et nyt forsøg på at opnå anerkendelse i det, de kalder salonerne. Måske har han ikke læst Portrættet, men hvis han har, bør han kunne sænke skuldrene og ryge en stor cigar. Kogeøer og askebægre fra Stelton, nullerne havde ikke været det samme uden ørehængeren Feel. En karriere bliver ikke mere sand, end den altid har været, bliver aldrig til mere, end den er i forvejen.
