En fesen faustisk pagt

Forleden befandt jeg mig på Frilandsmuseet lidt nord for København – nærmere bestemt den gamle forpagtergård fra Fjellerup på Djursland. Solens lys faldt blidt ind gennem de hvide gardiner, en kat vimsede sorgløst rundt, og der var dækket op til teselskab i den fine gamle stue.  

Jeg ved i grunden godt, at der ikke er noget attråværdigt ved at leve før antibiotikaens opfindelse, og jeg nærer hverken behov for at have kronisk tandpine, dø af spansk syge, indfinde mig med feudalisme eller udskifte burrata og portugisiske ansjoser med bollemælk og saltede sild, men der er alligevel noget besnærende ved den slags simple liv. Tænk hvis man kunne gå offline for en stund, bruge dagen på at fordybe sig i noget praktisk, lægge kabaler og tænke sig godt om. Ville man ikke være lykkeligere? Ville man ikke blive en mere autentisk version af sig selv? 

Det er den slags tåbelige tanker, som følger af tidens tech-fatigue. Vi orker ikke vores telefoner mere, og så bliv