Der skal andre lyskilder til

Vaccinen mod corona-virus er et lys i mørket. Sådan lyder det i øjeblikket fra flere sider, bl.a. fra statsministeren, der fremhæver vaccinen som en kilde til håb om en ”mere almindelig hverdag”. Biotekselskaberne kalder allerede vaccinerne for en ”sejr for videnskaben”, der understreger og cementerer styrken ved det naturvidenskabelige erkendelsesparadigme, som i altovervejende grad dominerer samtidens offentlige diskurser. Aldrig har videnskaben gennemført så omfattende eksperimenter så hurtigt. Aldrig har man opnået så store resultater så hurtigt, og det er selvfølgelig glædeligt.

Men med fare for at lyde som en humanistisk lyseslukker: vaccinerne kan muligvis tæmme pandemien som en biomedicinsk sygdom, men vaccinerne kan ikke af sig selv lindre de erfaringer af angst, tomhed, ensomhed og meningsløshed, som mange har gennemlevet i corona-året 2020.

Pandemiens konsekvenser beskrives ofte som noget, der vedrører udvendige, håndterbare og sociale forhold: adfærd i offentligheden, åbne-lukke-tider, socialt samvær, økonomiske strukturer. Pandemien har imidlertid også indvendige, uhåndterbare og individuelle konsekvenser, hvad der konkret ses ved, at flere og flere ople