Så gik der tid med det

Radiokanalen R4dio har netop lukket deres eneste litteraturprogram, Mellem Linjerne, og bliver dermed en del af en trist statistik over kulturjournalistik, der får kniven. Så hvor skal man så gå hen, hvis man vil finde et program, der producerer vidende og kritisk litteraturindhold?

Guderne skal vide, at der findes rigeligt med podcast, også om litteratur. Det er ikke indhold, der mangler. På gode gamle P1 kan man finde gode gamle Skønlitteratur på P1 med vært Nanna Mogensen, der som regel følger den velkendte formel, at en forfatter inviteres i studiet for at tale om sin nye bog. Programmet er sjældent kritisk, men sagligt, og kvaliteten af samtalen defineres i høj grad af gæsternes karisma. Så altså, hvis man er kørt død i moderskibet Skønlitteratur på P1, hvad er der så ellers at lytte til?  

Det skabte en del postyr, da den uafhængige radiostation R8dio, der startede som et satirisk projekt i 2020 og nu producerer en række programmer, annoncerede, at de ville lancere en litteraturpodcast i samarbejde med Gyldendal. Man kan ikke bedrive fri journalistik, når man er i lommen på et enkelt forlag, lød kritikken. Men måske programmet alligevel bidrager med noget andet end Skønlitteratur på P1? Og uanset hvad er en sponsoreret podcast om litteratur vel bedre end ingenting? Eller hvad?  

Jeg er efterhånden træt af at være venner med alle, der har en podcast

Jeg lytter til tre vilkårlige afsnit af podcasten, som har fået navnet Bogstaveligt talt. Forfatter og journalist Molly Balsby er vært, og hvert afsnit tager udgangspunkt i en af de nyeste udgivelser fra Gyldendal. Det ene afsnit har Molly Balsby besøg af forfatter Naja Marie Aidt, der skal tale om bogen Øvelser i mørke. I et andet har hun besøg af Elias Sadaq, der skal tale om digtsamlingen Djinn. I et tredje afsnit er det hestepigeromanen Kirstens hævn af Bjørn Rasmussen, der er i fokus, men eftersom Bjørn Rasmussen ikke deltager i interviews, må Molly Balsby her benytte andre strategier til at nå rundt om værket, blandt andet et gimmickagtigt interview med den daglige leder af hjemmesiden hestenettet.dk. 

I og for sig er der ikke noget i vejen med Bogstaveligt talt. Molly Balsby er omtrent lige så veloplagt som Nanna Mogensen og mange andre radioværter, det er hverken værre eller bedre end så meget andet. Men i sidste ende sidder jeg, efter endt lytning af de tre afsnit, med en følelse af, at der mangler en nerve i programmet.

Spørgsmålene, Molly Balsby stiller, skaber en fin ramme for en samtale, og med den rette forfatter eller kilde, Naja Marie Aidt eksempelvis, er det jo ingen dårlig oplevelse. Men det er heller ikke den store gave til mig som lytter. En hurtig googlesøgning giver mig 10 interviews med Aidt i forbindelse med udgivelsen af bogen. Er det virkelig i lytternes interesse? Det minder mere om promovering end journalistik, og i dette tilfælde er det det så også.  

I programmet med Elias Sadaq bliver det flere gange nævnt, at Sadaq havde spurgt inden programstart, om de ikke bare skulle have en »hyggelig samtale«. Og det havde de så også – flere gange sad jeg med en fornemmelse af, at Balsby kunne have udfordret ham lidt, fået dem begge ud på dybere vand, og dermed også efterlade lytteren med en form for aktiv tankevirksomhed, et spørgsmål, en stillingtagen.

For eksempel da Elias Sadaq nævner, at han ikke forstår, at nogle anmeldere har kaldt værket »voldsomt« når nu han bare beskriver en virkelighed, der findes i Danmark. Hertil indikerer Balsby lidt forsigtigt, at hun har selv har kaldt værket voldsomt, fordi det centrerer sig om en vold, hun ikke selv har mødt før. Her kunne samtalen have taget en spændende drejning, men begge parter skynder sig videre. Hvorfor ikke dvæle ved den enorme kløft, der findes mellem dagbladsanmelderne og forfattere, der skriver fra et minoritetsperspektiv?

Det er meget muligt, at programmer som disse kan vække en læsers interesse for et værk, og det er også fint. Men det giver os ikke en levende litterær offentlighed

De, der kender Molly Balsbys anmelderfortid hos det ubestikkelige medie Ekstra Bladet ved, at hun bestemt er i stand til at gå kritisk til litteraturen, også den, der er udkommet på Gyldendal. For eksempel gav hun Haidar Ansaris debutdigtsamling Institutionaliseret to stjerner, fordi digtenes indhold ikke levede op til al den debat, der foregik rundt om værket pga. Ansaris ”interessante” baggrund.

Måske er Balsby tilfældigvis bare vild med de værker, hun tager op i Bogstaveligt talt, men vidste man ikke bedre, er det svært at gætte, at der er tale om den samme person. 

Programmet passer i det hele taget ikke særligt godt ind hos R8dio, som jo faktisk laver original radio, og som er bygget på et stærkt satirisk og magtkritisk fundament. Hvorfor er dette program så så tandløst? Hvorfor er der ingen idé bag? Nok fordi, de ikke drømte om at lave det.  

På et andet kontor et andet sted i København er der også blevet idéudviklet en podcast, der skal sælge bøger. Netboghandleren Saxo har netop lanceret Lind og Lahme bogklub, der er tilgængelig for medlemmer hos saxo.dk, hvor filmkritiker Ann Lind Andersen og livsstilsekspert Julia Lahme taler om alverdens bøger.

De beskæftiger sig med populærlitteratur – romancer, krimier og så videre – og det er i og for sig fint, at der nu også findes et sted, hvor de genrer tages op, i det mindste beskæftiger de sig med en anden litteratur, end de fleste andre medier. Men hold nu op hvor er det uinspirerende at lytte til. Jeg zoner ud igen og igen, mens de to værter taler om, hvad der er sket siden sidst, små anekdoter fra deres liv og så videre og så videre, inden de – overraskende – får besøg af en forfatter. Et forsøg på at blive dus med lytteren og skabe et intimt rum, velsagtens. 

Men jeg er efterhånden træt af at være venner med alle, der har en podcast. Især når podcasten er en ren reklamesøjle. Jo, jo, Lind og Lahme kender hinanden i virkeligheden, og podcasten udspringer af en virkelig bogklub, men Saxo er ikke ligefrem et medie, man skæver til, hvis man leder efter litteraturformidling. Man er der for at shoppe. Fint, at Lind og Lahme giver plads til andre forfattere end det gængse litteraturprogram, men kunne det måske skyldes, at det er krimierne og romancerne, der sælger bedst?

Man må gå ud fra, at en virksomhed som Saxo må have pengene til at byde sine brugere noget mere interessant, hvis det faktisk handlede om litteraturen. Men det gør det jo ikke. Det handler om, at alle marketingschefer kollektivt har fået den lyse idé at podcast er vejen til et godt salg. Men 1: den idé kommer ti år for sent, markedet er mættet af uinspirerede podcasts og 2: man kræver ubehøvlet meget af lytterens tid, til sammenligning med en gammeldags reklame. Så længe, der bliver solgt nogle bøger, er det tilsyneladende ligegyldigt, om man stjæler en time af lytterens tid. Det er jo ikke en service.  

Det er meget muligt, at programmer som disse kan vække en læsers interesse for et værk, og det er også fint. Men det giver os ikke en levende litterær offentlighed. Og når alle bruger de samme virkemidler, bliver det efterhånden sværere og sværere at skelne mellem reklame og journalistik.

Som sagt, indhold, content, er der nok af. Det er kritisk indhold, eller rent ud sagt bare vedkommende indhold, der kan mangle i det ellers store udbud

Hvem har i grunden fundet på, at det bedste møde med en bog nødvendigvis sker gennem bogens forfatter? Ofte er det mit indtryk, at de har svært ved at tale åbent om deres eget værk, fordi de simpelthen er for tæt på det. Jeg kan anbefale Anmelderne på P1, hvor et værk diskuteres af ja, anmeldere, folk, der ser værket udefra, og måske er uenige om dets kvalitet.  

Som sagt, indhold, content, er der nok af. Det er kritisk indhold, eller rent ud sagt bare vedkommende indhold, der kan mangle i det ellers store udbud. Så gik der tid med det, tænker jeg efter timevis af lytning, der ikke efterlader mig med flere tanker end et par timers doom scrolling.

Med det ambitionsniveau vil jeg i stedet anbefale at slet og ret at læse en bog. Eller lytte til et af de få programmer, der faktisk tilbyder en anden indgangsvinkel til litteraturen.