At være vidne for vidnet for vidnet

»Nothing I have seen – in photograph or in real life – ever cut me as sharply, deeply, instantaneously. Indeed, it seems plausible to me to divide my life into two parts, before I saw those photographs (I was twelve) and after, though it was several years before I understood fully what they were about.«

Med disse ord beskriver amerikaneren Susan Sontag sit første visuelle møde med nazisternes barbariske forfølgelse af alle grupper, de ikke kunne relatere til tysk Blut eller ikke kunne tolerere på den tyske Boden. Som et chok, et intuitivt moralsk dilemma, hvor fotografiet beskriver det ubeskrivelige, men også kalder på nysgerrigheden. Billedet kræver, at vi ser, men risikerer også at korrumpere vores følelser. Sontag skriver, at jo flere gange hun vendte tilbage til billedet, jo mere mistede hun. Den bevidsthed der blev vækket første gang hun så fotografierne, faldt roligt tilbage i en dvale, hvor minderne svandt ind til en sløret erindring. Det billede, der krævede at hun skulle være vidne, at nu skulle hun se, der sagde, at det er absolut nødvendigt ikke at glemme, men at bevidne, gjorde selv følelserne afstumpede. Den store problematik her i 7