To store tyskere står i hver deres århundrede og peger fingre af læserens travle arbejdsliv
Romanen er en del af Bernhards selvbiografiske fembindsværk, der i Søren R. Fauths mesterlige oversættelser i disse år udkommer på forlaget Sisyfos. Det er elegante, velkomponerede udgivelser, såvidt på det grafiske særegne omslag, og den visuelt insisterende tekst uden afbræk. Det er Thomas Bernhards evigt knasende stemme fra sygesengen.
Læseren følger Bernhard i sit nittende år, hvor han er indlagt på sanatoriet Grafenhof. Han er svækket, og føler sig ude af trit med den verden han findes i. Han er isoleret i isolationen. Ved sin indlæggelse er han blevet udpeget, udvalgt, fundet forkert, men hans liv på sygegangene isolerer ham i endnu højere grad:
»Ja, her stod jeg som betragteren, af en for mig ny uhyrlighed, ja, absolut menneskeuværdighed som ikke var andet end frastødende i sin skrigende hæslighed.«
Som lungepatient skal man spytte i en spytteflaske for at få sin sygdom analyseret, men Bernhard formår det ikke. Han er alene i sin sygdom, ikke rigtig, i kuldens isolation står han og hakker i sine lunger.
Forfatteren behandler som i de foregående romaner temaet sandhed, isolation og videnskab. Bernhard er skeptikeren per se, der
