Til jord skal du blive
Tidligere på året debuterede forlægger Andrea Fjordside Pontoppidan med digtsamlingen Kartoffeløje, der elegant benytter kartoflen som en trope, der trækker en linje fra kolonialismen til digterjegets egen familiekrønike. Digterjegets farmor, der udgør digtsamlingens udgangspunkt, bliver nærmest synonym med kartoflen. Den var det første, hun plantede i sin have som ung, og »dens opsvulmede jordstængler og rodknolde bredte sig uhæmmet som hvide orme.« I dette abjekte billede tegnes kartoflens paradoks. For med kartoflen kommer også skimmelsvampen, der altid truer med at få høsten til at slå fejl. Og da den fremmede plante blev importeret til Europa af spanierne, kunne man ikke blive enige om, hvorvidt den var helbredende eller giftig:
»Tartoffel, betæt, kantøffel, botet, patæt, jordæble, jordpære, jordblomme, den hellige urt, djævlens æble. Kært barn har mange navne. / Kartoflen tilhører natskyggefamilien, der siges at være giftig. / Man sagde, at kartoflen medførte spedalskhed. Man sagde, at kartoflen kunne kurere spedalskhed.
