Sibirisk opdragelse
I transnistrien er februar årets koldeste måned. Vinden rusker, og luften bliver bidende og stikker i ansigtet, alle der vover sig udenfor, vikler sig ind som mumier, børnene ligner store kludedukker, pakket ind som de er i tusind lag, med halstørklæderne helt oppe om øjnene.
Som regel vælter sneen ned, dagene er korte, og det bliver tidligt mørkt.
Det er den måned jeg er født i. Jeg var i så ringe en forfatning, at jeg i det gamle Sparta ville være blevet ryddet af vejen på grund af min fysik. I stedet blev jeg lagt i kuvøse.
Jeg blev født en måned for tidligt, med fødderne først, og der var ikke det der ikke var i vejen med mig. En velmenende sygeplejerske sagde til min mor at hun skulle vænne sig til tanken om at jeg ikke ville leve ret længe. Min mor græd, mens hun pumpede mælk ned i en flaske jeg skulle have med i kuvøsen. Næppe nogen lykkelig tid for hende.
Nå, helt fra fødslen har jeg nærmest vanemæssigt givet mine forældre (det vil sige min mor, for min far var i virkeligheden pisseligeglad, han passede sin kriminelle løbebane, røvede banker og sad inde i lange perioder) store bekymringer og gjort dem livet surt. Jeg kan ikke engang huske alle