Monster, menneske, maskine
De fleste mennesker forbinder Frankensteins monster, med en firkantet skikkelse og en makaber maske, sat sammen af tydelige syninger og skruer. Måske er det oveni købet grønt. Den berømte ikonografi stammer ikke fra Mary Shellys roman. Men har sin begyndelse i James Whales filmatisering Frankenstein fra 1931, nærmere bestemt fra Boris Karloffs berømte fortolkning af Frankensteins monster. Karloff har ikke blot indprentet monsterets ydre i den kollektive bevidsthed, men også dets klodsede væremåde, dets dumhed, naivitet og langsomhed er karakteristika, der ligger langt fra romanens univers. Filmen blev en verdensomspændende succes og Karloff gjorde Frankensteins monster til en gentagende og livslang rolle, da han senere indspillede filmene The Bride of Frankenstein (1935), The Son of Frankenstein (1939) og The House of Frankenstein (1944). Det har intet at gøre med Mary Shelly. Ikonografien er sidenhen blevet yderligt fasttømret, især i populærkulturens utallige fremstillinger.
Den mest seriøse produktion synes at være Kenneth Branaghs filmatisering, Frankenstein fra 1994 med Robert de Niro som monsteret, men det er nu i