De spektakulitterære nordmænd

Interview

18.09.13

Er norsk litteratur midt i en litterær guldalder som den, Danmark oplevede i 1800-tallet med Kierkegaard, Andersen og Oehlenschläger? Og hvorfor producerer Danmark ikke forfattere, der - ligesom nordmændene - formår at vinde publikum og anmeldere kloden rundt?

Kasper Hornbeck

»Hvorfor vil du læse et seksbindsværk på 3,600 sider af en nordmand, der skriver om en mand, der skriver om at skrive et seksbindsværk på 3600 sider,« begynder anmeldelsen af Karl Ove Knausgårds Min Kamp 2 i New York Times. »Fordi den er åndeløst fantastisk,« fortsætter anmelderen. En sådan anmeldelse i den prominente avis, må siges at være en litterær blåstempling af de helt store, især fordi New York Times er særligt kendt for at sætte den litterære dagsorden i USA og store dele af den vestlige verden. Og det er ikke kun Knausgård. Tag Per Petterson som er oversat til over fyrre sprog. Med gennembrudsromanen Ud og stjæle heste fra 2003 lå den norske forfatter nummer et på avisens bestsellerliste.

Og det er ikke kun Knausgård og Petterson, for scroller man gennem Nordisk Råds Litteraturprisvindere gennem det sidste årti, så er det igen nordmændene, der har flest priser i favnen. Merethe Lindstrøms Dage i stilhedens historie, vandt i 2012.

»Det norske idealbildet av forfatteren (formet etter Ibsen, Hamsun og Bjørneboe) er jo nettopp av en kontrær, kulturkritisk individualist, en vi ikke kan ta på ordet i ett og alt, en person som kans