Tilbage til virkeligheden

På den norske litterære scene har forfattere som Karl Ove Knausgård, Kjersti Annesdatter Skomsvold og Tomas Espedal de senere år plantet åbenlyse dele af sig selv i deres litterære præstationer. De har skrevet om utroskab, om sygdommens udslettelse af det sociale liv, livets besværligheder og ikke mindst jagten på at blive forfatter. De har skrevet om sig selv. Nogen med større kvalitet end andre, og flere af dem med store konsekvenser for deres nærmeste og livet uden for litteraturens verden.

Genren autofiktion, der netop blander selvbiografi og fiktion, har dog eksisteret i mange år. Den kan eksempelvis føres tilbage til værket Fils fra 1977, hvor franskmanden Serge Doubrovsky mixede elementer fra sit personlige liv med fantasien og udgav det. Således er det ikke noget særlig nyt eller chokerende, at de norske forfattere bruger deres egne navne og inddrager elementer fra livet omkring dem i litteraturen. Hvad, der derimod er nyt, er den måde, de gør det på; den kraft, de gør det med, og ikke mindst bøgernes modtagelse i medierne. Til sammen viser det, at forfatterne med Knausgård i spidsen forsøger og måske lykkedes med noget helt nyt, der ikke bare viser litter