Jeg Nægter
JIM. SEPTEMBER. 2006
Mørkt. Klokken var halv fem om morgenen. Jeg kom kørende mod Herregårdsveien fra Hauketo. Lige før Ljan station drejede jeg til venstre over jernbanebroen, der var rødt lys, men ingen andre var at se, så jeg drejede alligevel. Da jeg var ovre på den anden side og lidt nede ad vejen, forbi butikken som lå der, Karrusellen hed den, kom en mand pludselig styrtende som kastet ud af mørket og ind i lyset foran bilen. Han var ved at falde da jeg fik øje på ham. Jeg stod på bremsen, hjulene blokerede, og bilen gled sidelæns nogle meter frem med en hvinende, ækel lyd og stoppede tæt på manden. Motoren døde brat. Jeg var sikker på jeg havde ramt ham med kofangeren. Og så faldt han ikke alligevel. Han lænede sig mod kølerhjelmen, tog tre skridt baglæns og blev stående og svajede, jeg så lyset strømme ind gennem hans øjne. Han stirrede mod forruden, men han kunne jo ikke se mig, han kunne ikke se noget som helst. Hans hår var langt, og skægget var langt, og han havde en grå sæk klemt ind under armen. Et øjeblik troede jeg det var min far. Men det var ikke min far. Jeg havde aldrig set min far.
Så forsvandt han ind i mørket på den anden side af vejen, der