Samlede Tranströmer
Forord
Tomas Tranströmers digt Vermeer fra samlingen For levende og døde slutter med linjerne:
Og det tomme vender sit ansigt mod os og hvisker
»Jeg er ikke tom, jeg er åben«.
Tranströmer ses af nogle som en næsten eksemplarisk modernistisk digter, men i disse linjer siger han det modsatte af, hvad man ville forvente af en ærkemodernist. Det er denne overraskende og verdens-vendte åbenhed, som er det på én gang foruroligende og fascinerende ved Tranströmer. Vi er i sikre hænder, men gang på gang bliver vi konfronteret med sætninger og billeder, som i deres præcision ryster os og stiller os nye i verden. Som læsere bliver vi selv åbnet. Den, som læser Tranströmer for første gang, vil møde en klar og tydelig stemme. En sikker stemme med et tonefald, der lige så langsomt underminerer sig selv og den læser, der lytter til stemmen, som taler fra siderne. Det er en stemme, som i sin klarhed fylder os med modløb og en sløret støj, der er åbnende, for støj åbner. Stemmen og dens støjskygge sender os i nye retninger, retninger vi ikke vidste var mulige at bevæge sig i. Den, som åbner bogen og giver sig hen til digtene, vil møde en p
