En gammel lykkeridders guide til det moderne liv?
Alle verdens metropoler efterlader årligt, unge lykkeriddere på randen af sammenbrud. Byerne suger ungdommen til sig, som drømmefangere, der griber alt i natten og kaster det bort igen ved daggry. Med sine kokainspændte øjne lokker hovedstaden hvert år, forventningsfulde studenter til sig, med forvisningen om frimodig selvrealisering på den røde løber i de eksklusive, kreative brancher.
Tænk om man kunne erobre det hele. Som en solbrun Cannes-løve, en Mads Mikkelsen eller en laurbærkronet Carsten Jensen, som en central figur i det Københavnske kulturparnas. Og hvert år knuses utallige, ulige drømme, hvert år kastes håbefulde ungsvaler ud i eksistentielle kampe for at finde sig selv, over for tidens succesidealer, finde sig selv som genetiske og biologiske sammensætninger, som sindrige væsener med baglandets vandmærke placeret dybt i hjertet. Præcis sådan gik det også med Peter Andreas Sidenius i den danske forfatter Henrik Pontoppidans klassiske mesterværk: Den 800-siders store sammenbrudsroman Lykke-Per udgivet i 1874, og netop genudgivet af Gyldendal i deres klassiker-serie.
Henrik Pontopiddan skrev sig ind i et legendarisk fællesskab,
