Romanen som hotel og hotellet som roman

Forfatteren og journalisten Joseph Roth elskede hoteller. Han foretrak hotelværelsets upersonlige interiør frem for hjemmets tusind ting med affektionsværdi. Han kunne lide hotellobbyer, hotelbarer, hotelrestauranter. Han følte slægtskab med portierer, concierger og elevatordrenge. Han koblede sin rodløshed, både som intellektuel, som kosmopolit og som (forfulgt) jøde i mellemkrigstiden til hotellet som det, som langt senere er blevet kaldt et ”ikke-sted.” Joseph Roth betragtede hotellet som et fædreland og erklærede sig som hotelpatriot.  

I hans roman Hotel Savoy fra 1924 er hotellet et slags mikrokosmos, hvor en revolution udspiller sig inden hotellet brænder ned. Ti år tidligere skrev Franz Kafka Amerika, hvor den unge udvandrer Karl Rossmann kommer til det mystiske og mytiske Hotel Occidental, hvor amerikansk overflod og underskud støder sammen mens tyske Vicki Baum i 1929 skrev i Menschen im Hotel om hotellivet som et svingdørliv: »Det bliver kun til Brudstykker og Smaastumper; der bor Mennesker bag Døren