Omvendt evolution
Du kender det uden tvivl. Det uendelige feed, der som et ormehul opsuger al hjerneaktivitet og bagefter spytter dig ud, drænet for fokus, ude af stand til at genfinde tråden. Det er slemt nok, som det er, og i fremtiden bliver det kun værre. I hvert fald hvis man skal tro Anne-Marie Vedsø Olesens filosofisk-dystopiske roman Månen over øen.
Her lever menneskeheden i beskyttede enklaver efter et meteornedslag, der i år 2051 splintrede månen og forstyrrede alle økosystemer på jorden. Vi befinder os i demokratiet Superesse, og året er 2687 post Luna.
Vi følger dels den aldrende videnskabsmand Frans, dels forskeren og fornuftsmennesket Hypatia. Hun er som et af de eneste mennesker født med gener, der gør hende i stand til at leve uden konstant stimulering fra Supernettet: et slags hypermoderne internet, der konstant stimulerer befolkningen gennem enten de lidt gammeldags øjenvisir eller implantater indopereret i hjernen. Det er sådan, det er i Superesse: eksistens og internet er nogenlunde det samme, eller: der findes efterhånden ingen eksistens uden for internettet. Man går i krampe og dør, hvis ikke man bliver fodret med digitale stimuli. Medmindre man er som H
