Av

Det lyder måske lige lovlig voldsomt, men jeg har et problem med Vladimir Nabokov: Han skriver simpelthen for godt. Eller i det mindste grænsende til for godt. Hvorfor er det et problem? Det er det, fordi overlegenheden i stilen risikerer at blive et skjold, forfatteren gemmer sin inderlighed bag. Fordi det, at Nabokov skriver så godt, indimellem bliver en udvej, så han flygter ind i sine ekstremt velkomponerede og bjergtagende billeder, når følelserne begynder at brænde på. Når det begynder at gøre ondt for alvor. Netop som det er ved at blive sublimt, paraderer dette litterære geni sig ud af situationen ved hjælp af sine overlegne sprogkundskaber. Netop som man tænker, at nu rammer han hovedet på sømmet og kommer i dybden, undviger han.

Det er selvfølgelig også en metode, forfatteren brugte aktivt til at holde sin læser fanget i en frydefuld ambivalens – som i hovedværket Lolita, der er grum og ubehagelig, men også skøn at læse, fordi den simpelthen er så godt skrevet. Man hader jegfortælleren, Humbert Humbert, mens man elsker forfatteren for at have frembragt dette 400 sider lange stykke nydelseslæsning.

Læs for guds skyld Nabokov, læs for gud