At læse ’Markens grøde’ kræver, at man kan have plads til to tanker i hovedet på samme tid

De fleste kender det at have romaner stående på reolen, som man kredser om, finder frem og læser en halv side i, før man sætter dem på plads igen. Når jeg får tid, siger man til sig selv, i en sommerferie engang, og forhåbentlig ikke først når jeg skal på pension.

For mig har Knut Hamsuns sene forfatterskabs hovedværk, Markens grøde (1917), længe hørt til denne kategori. Til forskel fra de tidlige romaner, som Hamsun skrev på dansk, kræver Markens grøde, at man læser med en ordbog i den anden hånd. 

Hovedpersonen Isak taler dialekt og siger ”dokker” frem for ”dere”, og hvad er det nu lige, en niste er? Det behøver man ikke længere selv slå op, for nu er romanen for første gang blevet oversat til dansk – flot og velfungerende ved erfarne Karen Fastrup.

Men det er nok ikke kun det norske, der har fået mig til at tøve over for Markens grøde – jeg burde da kunne tage mig sammen til at slå nogle enkelte ord op. Måske handler det mere om, at denne roman har ry for at være det sted i forfatterskabet, hvor Hamsuns nazistiske tankegods træder tydeligst frem.

Dagen inden Norges befrielse skrev Knut Hamsun en nekrolog ove