Kunsten at være deprimeret

På bagsiden af min engelske udgave af Joseph O’Neills roman Netherland står at læse ”What do you do when your wife takes your child and leaves you alone in a city of ghosts?” Godt spørgsmål.

I tiden umiddelbart efter 9/11 er den hollandske finansanalytiker Hans van den Broek indkvarteret på et 6000-dollars-om-måneden-hotelværelse på legendariske Chelsea Hotel i New York City sammen med sin kone Rachel og deres søn Jake. Deres egen lejlighed ligger for tæt ved Ground Zero til at være beboelig. Byen er i chok, og frygten flyder ind i forholdet. Hun flytter tilbage til London, hvor de i sin tid mødtes og boede. Med sig tager hun sønnen. Hans efterlades alene i et New York befolket af fremmede. Her ligger han - i en præcis beskrivelse af depressionens væsen – weekend efter weekend på maven på gulvet i sit hotelværelse og kigger ind i mørket under lænestolen. Denne miserable tid omtaler Hans selv som ”my New York confusion”, hvilket må siges at være en pæn underdrivelse og typisk for Hans’ person. Han er en voyeur – ikke af andres liv, men af egen depression – og udstyret med en filosofisk reflekteren, der gør ham til en unik