Kollektiv selvbiografi

Annie Ernaux’ værker er notorisk svære at genrebestemme. Ulig tidens andre autofiktioner placerer de sig et udefinerbart sted i det litterære landskab mellem intim selvbiografi og nøgtern, til tider depersonaliserede, sociologiske betragtninger om bredere samfundsforhold. Ernaux er nemlig noget så unikt som en litterær samtidskartograf, der med udgangspunkt i sit eget liv beskæftiger sig med erindring og erfaring på et mere generelt plan og dermed formår at finde det almene i det mest intime. I årtier har hun tryllebundet sine franske læsere – og de sidste år også en voksende international læserskare – ved at gøre sin egen illegale abort eller sin konfliktfyldte forældrerelation til udforskning af kulturel skam og social mobilitet på et bredere plan, men uden at miste det personlige og unikke i disse oplevelser.

Erindringsværket Årene er ingen undtagelse, men adskiller sig alligevel fra det resterende forfatterskab. Bogen, der blev udgivet tilbage i 2008 i Frankrig, udkom før sommeren på dansk til overvældende stjerneregn. Både herhjemme og internationalt er bogen blevet hyldet for sin særegne blanding af den personlige erfaring og den kollektive historie. For på